DLF kan være svaret på et stort IT-problem

Jeg vil slet ikke komme in på Intra/Aula diskussionen her, da det bliver teoretisk og fordomsbaseret (da vi jo ikke har kendskab til den endelige version endnu). Dog kommer jeg nok snart til at skrive noget om kommuner, som sælger elevers data(sikkerhed) for billigere intra løsninger (læs: når noget, eks. google, er gratis, så er det brugeren der er betalingen).

Jeg vil heller ikke skrive så meget om LMS systemer (Minuddannelse, Meebook osv), da jeg dels tro at de faktisk er på vej til at lide en stille død som kommunikationsredskab mellem lærere og elever/forældre. Men jeg har tidligere skrevet om det, bl.a. her: Platte Lærings-forme

Så det jeg gerne vil have dig, kære læser og kollega, til at overveje er, hvordan vi bruger digitale læremidler.

Læremiddels-analyse

Der bliver talt meget om analyser i klasselokalerne, men på lærerværelset er der en form for analyse jeg aldrig hører omtalt: læremiddels-analyse. Det lærte jeg på læreruddannelsen og er nok noget af det vigtigste jeg har taget med mig. Kompetencen til kritisk at kunne forholde sig til, og bruge, et læremiddel. Hvilken pædagogik og didaktik ligger bag? Hvordan passer indholdet til elevgruppen? Hvordan er sproget og opgave opbygningen, osv.

Vi lærte det så vi kunne udvælge de bedste læremidler når vi skulle lave vores undervisningsforløb. Det kræver altså at vi selv har nogle overvejelser om et forløb, og så finder materialer, som passer hertil.

Det virker desværre som om at denne didaktiske tanke er ved at forsvinde.  Måske dels fordi vi lærere ikke er gode nok til at tale om læremiddels-analyser med hinanden. Men desværre nok endnu mere fordi vi ikke har muligheden for at vælge længere.

Kommunerne har besluttet vores undervisning for os

Tilbage i starten af året, da jeg var på medlemskonferencen mødte jeg lærere fra hele landet, som nærmest svarede det samme på spørgsmålet om læremidler: kommuner har valgt at købe digitale læremidler og dermed bruge størstedelen af skolernes indkøbsbudget på en fast pakke.  Det kunne være Gyldensdals løsninger, Clios systemer eller, som på min skole, Alineas portaler.  Det undrer mig at vi ikke har en større debat om dette. Det undrer mig at DLF ikke har mere fokus på det.

Når kommunen køber digitale læremidler for hele læremiddels-budgettet, så efterlader det meget få valg og muligheder for mig i min praksis som lærer. Lad mig komme med en konkret eksempel fra min hverdag. Min 7.-klasse i dansk er et sted i deres liv hvor de vil få meget ud af at arbejde med overgangen fra barn til voksen. Jeg vil derfor lave et forløb om dette, og har fået biologilæreren med på, at have samme fokus med selvfølgelig med en biologi-vinkel (krop, køn osv). Desværre opdager jeg i min forberedelse af forløbet, at Alinea ikke rigtig har nogen forløb og materialer, som passer til dette. Mig og mine dansklærer-kolleger har faktisk ikke engang muligheden for at vælge hvilke materialer eller forlag vi ønsker. For det er jo ikke sikkert at det er samme forlag som laver de relevante materialer for vores matematiklærere, som det er for os dansklærere. Men det bestemmer kommunerne nu at det er.

Og hvis de næste år bestemmer sig for noget andet, så forsvinder alle de materialer vi har købt i år. For det er jo digitalt. Jeg kan ikke bare hente ”portalen” nede på lageret med klassebøger. Digitale læremidler kan ganske vel opdateres hvert år, men de koster også et årligt beløb, mens analoge bøger jo kan genbruges gratis hver år. Og man kan vælge små læremidler, som er målrettet enkelte forløb – alle dansklærere kender sikkert ”Guld og grønne skove”, som er et forløb om romantikken. Sådanne materialer forsvinder fra os nu. De bliver erstattet af digitale læremidler, som går mere op i, at være smarte og funktionelt seje for de unge elever end de går op i indhold og tekster.

DLF’s læremidler

Hvad kan vi gøre ved det?  Jo mit forslag vil være at vi går sammen i DLF. Vi har de bedste didaktikere i Danmark (hint: os lærere). Vi kan skabe et alternativ.

DLF har i dag en hotelkæde, et medlemsblad, de udgiver engang imellem en gratis bog til os medlemmer (jeg tror desværre ikke så mange læser dem) og laver en masse godt arbejde. Men når det kommer til min hverdag så er det ikke DLF som jeg bruger. Selvom man bare skal huske tilbage på ”Vi læser for livet” kampagnen, som DLF stod bag, som var lærerne der skabte,  så ved man at vi sammen kan skabe noget brugbart for lærere og elever konkret i hverdagen. 

Groft sagt er det en forbedret udgave af det gamle Skolekom, hvor vi lærere deler forløbsplaner med hinanden. Sæt det ind i en bedre digital ramme og find en løsning med at bruge tekster (copyright) og så kan vi komme ud af kommunernes og forlagenes låse. Så kan jeg gå ind på DLFs læremidler og finde en forløb om ”fra barn til voksen”, som en af jer har lavet,tilpasse det mine elever og så kører vi.

Hvad siger I derude? Skal vi ikke få DLF til at se nærmere på det?