BLOG
Empty article - Subtitle
Min yndlingslærer
De fleste husker uden besvær deres barndoms og ungdoms yndlingslærer (e). Men hvor meget husker du ud over navnet og nogle enkelte episoder? Det er muligt at komme til at huske meget mere, hvis man undersøger og bearbejder sine egne erindringer. Samtidig kan man finde værdifuldt råstof til at forfatte sine egne personlige fortællinger om sin barndoms/ungdoms yndlingslærer. Det er oplæg til en hyggelig leg med venner og kollegaer, til et personligt studie - og udviklingsarbejde eller til et brugbart oplæg til samtale og dialog med dine elever eller studerende. Vil I høre en historie om min barndoms eller ungdoms yndlingslærer?
Metoden er enkel og lige til at gå til.
Pointen er, at vi mennesker erindrer meget mere end vi kan huske. Det lyder måske lidt paradoksalt, men det er kun en mikroskopisk del af alt det, som vi har oplevet, som vi når at registrere. Derfor kan vi heller ikke genkalde og gengive det i form af tanker og tale. Mange tror, at alt det andet, som vi har oplevet, er borte og væk, men mange erfaringer peger på, at det ikke er rigtigt.
Det er muligt at erindre meget mere og mange flere detaljer, hvis man spørger sine sanser, det vil sige syn, duft, smag, følelser mm., som er erindringens grundstof.
Vælg et fikspunkt i din barndoms eller ungdoms skoletid. Det vil sige et tidspunkt, et sted, en situation eller en hændelse, som du kan huske tydeligt. Det behøver ikke være noget stort, vigtigt eller meget specielt. Det kan også være en genstand, som du ham gemt eller et sted eller en person, som du kan besøge.
Når du har valgt dit fikspunkt, så spørger du dine sanser et efter et. Hvad kan du se? Kig grundigt rundt og bemærk dig, alt hvad du ser for dit indre eller ydre øje. Er der nogen dufte eller lugte det sted, hvad er det og hvor kommer det fra? Er der nogen lyde etc.? Hvordan føles det mod fingre og krop i det hele taget? Hvordan er stemningen? Og så videre, frem og tilbage, så længe som muligt. Vend meget gerne tilbage til det noget tid efter. Tag gerne notater eller stikord, som du måske har prøvet i forbindelse med drømme. Erindringer er gjort af det samme flygtige stof som drømme.
Når du har sanset og dvælet ved dine sansers erindringer, så er det sådan set bare at gå i gang med at fortælle, hvad du sansede nu her mange år efter. Gerne så detaljeret som overhovedet muligt. Når du fortæller det som du sansede på den måde, så vil du opleve at der dukker endnu flere erindringer op.
Det er ikke nødvendigvis sandt eller faktuelt det, som du kommer til at erindre, men det er under alle omstændigheder et godt og brugbart råstof til at forfatte dine egne personlige fortællinger.
Når du fortæller din personlige fortælling visuelt og indlevet, så vil du efter sandsynlighed og med en smule øvelse opleve, at dine lyttere selv kommer til at erindre deres ”yndlingslærere” og at de måske også får lyst til at fortælle.
Jeg har skrevet mere om sanseskanning og fremstilling af personlige historier i bogen ”Lige ud af hovedet og uden bog – sådan bliver du verdens bedste historiefortæller” Se min video ”Lærer Jørgensens Danmarkshistorie” https://storybox.dk/danmarkshistorie-video/