Fra nobel ambition til urimelig virkelighed

Ideen om inklusion er rigtig god – hvis ressourcerne til at give det enkelte barn den rette undervisning er til stede, og hvis vi har de kompetencer og rammer, som kræves for at inkludere børnene. Som alle, der har deres gang på og omkring skoler, ved, så er det ofte langt fra tilfældet.

Inklusion har stået højt på den politiske dagsorden i mange år og særligt siden 2012, hvor man målsatte, at 96 % af alle børn skulle gå i almenklasser.

Der har været stor fokus på netop effektmålet (som dog er opgivet undervejs), men knap så meget på, om det betød den rette undervisning til alle børn, hvilke forudsætninger, der var for, at opgaven kunne lykkes, og hvilke konsekvenser det har for fx lærerne.

Først på året lavede vi lokalt en undersøgelse af lærernes holdning til en række ting i forbindelse med deres arbejde, og de svar vi fik, er nok desværre et ganske rammende billede af, hvordan virkeligheden ser ud generelt.

78 % af lærerne giver udtryk for, at de oplever sig pressede af inklusionsopgaven, mens 90 % fremhæver netop dette felt som værende meget vigtigt for, om de har et godt arbejdsmiljø og kan levere undervisning af høj kvalitet. Samtidig giver en stor del udtryk for, at de ikke kan få den nødvendige hjælp og støtte til elever med særlige behov.

Er det et billede på den generelle situation, så ligger konklusionen lige for: inklusionen, som den fungerer i dag, er fejlslagen, og økonomien virker mange steder til at være vigtigere end barnets tarv. Det er en katastrofe for de børn, der ikke modtager den undervisning, som de har behov for og krav på, og det er dybt urimeligt for de lærere, der dagligt står med en uløselig opgave i klasser, hvor fællesskabet også i mange tilfælde lider under den kortsigtede købmandstænkning.

Det er nogle af de problemer på inklusionsområdet, som vi skal have fundet løsninger på. En arbejdstidsaftale med bedre tid til forberedelse vil være en hjælp, men vil ikke i sig selv løse problematikken. Relevant efteruddannelse af lærerne er et andet håndtag, der bør trækkes i, men med øje for den belastning, det giver på arbejdspladserne at iværksætte en stor efteruddannelsesindsats. En del vil kunne afhjælpes med fokus på og økonomi til en anden organisering af rammerne omkring undervisningen via fx co-teaching. Den helt store udfordring er dog, at grænsen for hvem, der søges inkluderet i folkeskolens almene klasser, skal finde et leje, der i højere grad er til gavn for eleverne og muligt for lærerne at lykkes med.