BLOG
Empty article - Subtitle
En anden verden
En anden verden
Ikke blot fysisk er vi kommet til den anden ende af verden, også i forhold til debatten om forbedring af udannelsessystemet er vi kommet til en hel anden verden.Her tales der igen og igen om at styrke lærerprofessionen, at vise lærerne tillid og støtte dem i at kunne gennemføre den bedst mulige undervisning. Lærerne skal have stor autonomi. Der skal findes den rigtige balance mellem centralisering og decentralisering. Lærerne skal have stor autonomi, men der skal være et centralt ansvar for, at skolerne har de nødvendige betingelser - herunder resurser.
Vi hører om hvordan regeringer og lærerorganisationer i et respektfuldt samarbejde tager fælles ansvar for at udvikle uddannelsessystemt. Vi har ikke hørt et ord om, at lærerne skal normaliseres. Ikke en eneste har givet udtryk for, "at lederne skal lede og fordele arbejdet". Tværtimod har vi hørt om, at det er afgørende, at alle lærere har forudsætningerne for at intervenere med udgangspunkt i deres professionelle kompetencer.
Fra Singapore hører vi, at der er fokus på udvikling af det enkelte barn, så de kan kan klare sig i fremtidens samfund. Det drejer sig om vigtige begreber som integritet, ansvarsbevidsthed og ikke blot et mål om, at 80% skal klare sig godt i test i læsning og regning.
Den skotske undervisningsminister fortalte om et tæt - ikke altid nemt - men helt nødvendigt samarbejde med lærerforeningen som forudsætningen for de fremskridt, der er opnået i Skotland.
Landene rundt om bordet er forskellige. Shanghai har opnået imponerende fremskridt og bliver fremhævet, fordi lærerne har gode muligheder for at gennemføre undervisning af høj kvalitet. De bruger 15 timer om ugen på elevkontakt, mens resten af tiden bruges på opgaver, der er nødvendige for at lave god undervisning. I USA bruger lærerne 30 timer på elevkontakt. Det amerikanske skolesystem opnår stadig dårligere resultater i modsætning til Shanghai, der som sagt er blandt højdespringerne i verden. Fokus på lærernes muligheder for at gennemføre god undervisning har givet resultater.
Drøftelserne landene imellem bliver suppleret med viden fra nogle af verdens førende forskere. De har fortalt os om den positive betydning af, at lærerprofessionen bliver styrket - båret af professionen selv. Vi har fået understreget, at systemer intet ændrer. Det er mennesker - det er lærere - der gør en forskel. Det blev brugt som afsæt til at sætte fokus på begrebet social kapital. Styrket sociale kapital blev fremhævet som et væsentligt bidrag til effektivisering. I Danmark bruger vi resurser på et implementeringssekretariat, der bl.a. skal sikre, at Lov 409 bliver brugt til, at lærerne kommer til at undervise mere!!! Danmark er i forvejen det land, der sammen med England bruger den mindste del af skolebudgettet på lærerlønninger.
Professor Linda Darling-Hammond sammenlignede på Education Internationals møde positive og negative udviklingsstrategier ved at sammenligne Canada med USA og Finland med Sverige. Og så sidder vi med en viden om, at Danmark på mange måde har lagt sig i slipstrømmen på Sverige.
Summit er slut for i år. Jeg sidder tilbage fyldt med inspiration fra spændende oplæg og diskussioner, men også fyldt med forundring og bekymring over, at vi i Danmark ikke bruger den viden, vi har til rådighed.
Som afslutning skulle vi formulere en målsætning frem til næste Summit. Vores lød: "Our aim is to reestablish the dialogue and cooperation between the government and the teachers unions." Det gjorde vi, fordi de internationale erfaringer meget klart viser, at reformer kun får et positivt udfald, hvis de gennemføres i et samarbejde med lærernes organisationer.
Lad os håbe, at Summit 2014 bliver starten på et reelt samarbejde.