På vej til International Summit on the Teaching Profession

Det årlige summit er et godt sted at hente såvel erfaringer fra andre lande som viden fra international uddannelsesforskning. Begge dele er nødvendige input, hvis målene skal blive til virkelighed i skolerne og være andet end hurra-ord og skåltaler.

Den fejlagtige fortælling om den "dyre og dårlige folkeskole" i Danmark står til skamme, for Danmark deltager for fjerde år i træk blandt de 25 "bedst præsterende" skolevæsener i verden. 

Det er de 25 lande, som hvert år mødes for at drøfte, hvordan vi gør gode skoler bedre.

Samarbejde mellem lærernes organisationer på den ene side og regering og arbejdsgivere på den anden gentages igen og igen i OECDs anbefalinger, som værende af afgørende betydning for positiv skoleudvikling.

Samarbejde mellem regeringer og lærerorganistioner er også en grundpille for Summit, og mødet arrangeres sammen med værtslandet New Zealand i et ligeværdigt samarbejde mellem OECD og Education International (EI), som er vores verdensomspændende lærerorganisation.

Man kan slet ikke deltage som land, med mindre man gør det sammen som regering og lærerorganisationer, repræsenteret af den største lærerorganisation i landet, der er medlem af EI.  I Danmark er det Danmarks Lærerforening.

Den danske regering og lærernes arbejdsgivere har ikke fulgt anbefalingen om samarbejde de seneste par år, og det prægede sidste års summit i Amsterdam, hvor jeg deltog på vegne af vores formand i DLF, Anders Bondo Christensen. Han havde på det tidspunkt travlt med at gøre alt hvad der var muligt for at undgå lockouten.

Jeg fortalte i debatten om den forestående lockout, og at vi i Danmark ikke var enige om hvad der skal til for at lærere kan lykkes med deres opgave, og skabe kvalitet i undervisningen og bedre resultater for alle elever.

"Lærere bliver bedt om at undervise mere og forberede sig mindre" fortalte jeg i 2013, og jeg fortalte også om kravet om at der slet ikke skulle være aftaler for læreres arbejdstid, og at der ikke skal være nogen regulering af arbejdstiden. Det er ikke kendt nogle andre steder i verden, hvor regeringer og/eller arbejdsgivere enten garanterer muligheden for forberedelse, teamsamarbejde osv ved aftaler eller gennem lovgivning.

"Teachers need time outside the classroom to ensure quality teaching" er en anden af OECD's anbefalinger, og Japan fremhæves fx som et land, hvor det ved lov er bestemt at lærere ikke må undervise mere end 500 timer om året fordi der skal stilles krav om god forberedelse og efterbehandling af undervisningen.

Den danske regerings og K'Ls ageren i 2013 har vakt international forundring - for stik mod OECD's anbefalinger om såvel samarbejde som sikring af kvaliteten, har man som bekendt IKKE sikret at lærere har den nødvendige tid til at kvalificere undervisningen, og det er bestemt heller ikke sket i samarbejde med lærerorganisationerne. På sidste års summit sagde jeg at jeg håbede vi kunne komme næste år og fortælle en bedre historie fra Danmark, men uden samarbejde risikerer ændringerne i folkeskoleloven at blive flotte målsætninger uden garanti for at lærere og ledere har mulighed for at opnå dem. 

I Danmarks Lærerforening og i de øvrige lærerorganisationer arbejder vi fortsat for samarbejde.

I flere og flere kommuner trodser politikerne heldigvis regeringens og KL's anbefalinger om ikke at lave aftaler med lærerne, og selvom reformen er underfinansieret overalt, så er der i hvert fald bedre muligheder for gode resultater der hvor man arbejder sammen om at opfylde målene.