BLOG
Empty article - Subtitle
Hop-on, hop-off
Vores undervisning skal konstant være spændende og underholdende for eleverne. Hvis der opstår den mindste kedsomhed, får eleverne vejrtrækningsproblemer, og forventer at læreren skal diske op med et jongleringsnummer, som kan ophøje underholdningen. Elevernes mentalitet er som en sightseeingtour. Hvis turen ikke længere er spændende, hopper de bare af.
Hvorfor skal vi det?
Vi har opfordret eleverne til at være kritiske og stille spørgsmålstegn med et fagligt øjemed. Vi har opfordret dem til at være refleksive i deres tænkning. Det har vi opnået. Men måske i for høj grad.
For mens vi klapper i hænderne over vores succes i undervisningen, har vi overset, at eleverne nu også er begyndt at stille spørgsmål til vores undervisning og indhold. De har pludselig fået en klokkeklar holdning til, hvad de gider og ikke gider. Og det har konsekvenser for os.
Vi som lærere har mistet noget af vores troværdighed hos eleverne. En troværdighed, som ellers var på et solidt fundament, hvor eleverne altid vidste, at dét, læreren havde planlagt skulle laves og gav mening, og sådan var det bare. Ingen spørgsmål. Men tiderne har ændret sig.
Underhold mig!
Vi vil selvfølgelig gerne have at vores timer er sjove og udfordrende. Men vores ambitioner hænger ikke altid sammen med virkeligheden, og det faglige vil ikke altid være sjovt for alle, så nogen vil komme til at kede sig. Og det er der ikke noget galt i. Vi skal bare lære eleverne, at kedsomhed ikke er negativt og livstruende.
Mentaliteten er kommet i takt med teknologien. De unge forventer at blive underholdt hele tiden – også i undervisningen. De er ikke vant til, at der er noget, som nogle gange gerne må være kedeligt. Hvis min undervisning ikke har en høj underholdningsværdi indenfor 10 minutter har jeg tabt dem. Og de er ligeglade, for fordybelsesmentaliteten er ikke længere til stede, og det er rigtig ærgerligt.
Hvis eleverne bliver ved med at hop on og off i undervisningen, bliver de til sidst egoister, som forventer at være i centrum og have frihed til at gøre lige, hvad de vil, hvornår de vil.