“Vi vil ha’ brød! ...”

En ide havde bidt sig fast.

Over længere tid havde indre billeder af guillotinens rædsel, folkemængden, vreden over fattigdommen i kontrast til den overdådige luksus i 1700-tallets Frankrig rumsteret i mit baghoved. Nogle scener, der var til at forstå for den blandede gruppe elever,  jeg havde på det tidspunkt, og hvor der var plads til alle typer.

Første udfordring var lyd og lys. 

To centrale dele af dette teaterstykke skulle være gode fællessange og dramatisk lyssætning. Jeg er helt blottet for tekniske evner til at styre lys og lyd, og synger samtidig så falsk, at jeg ikke ville byde mine elever det. Nervøsiteten meldte sig yderligere, da omstændighederne gjorde, at jeg ville blive eneansvarlig lærer.

I første omgang ventede vi med at invitere forældrene, så vi havde en mulighed for at stoppe det før tid. I historietimerne havde to 7. klasser netop afsluttet forløbet om Den Franske Revolution. Eleverne kendte teksten, hvilken vi brugte direkte som skabelon til manuskriptet. De skrev også nogle simple replikker.

Nu skete det sjove. Overalt så vi muligheder - en bardisk blev til Bastillen, et transportabelt garderobemøbel med knager blev til en guillotine, en pige med de fineste røde slangekrøller blev til franske Marianne, et par elever skrev ny tekst til Skipper Klements morgensang, en masse oppustede balloner fik malet ansigt og sat hår/skæg på til de afhuggede hoveder. 

Energien og de spontane indfald smittede af på eleverne. Manuskriptet udviklede sig, vi også fik hele Napoleon Bonapartes liv med. Forældrene blev inviteret til både teaterforestilling og spiseaften. En far tilbød at spille harmonika og hjælpe med musikken. Det blev en fantastisk aften.