Håndværk og design - fra værkstedet
Blog
Bord dæk dig
En designopgave med fokus på samarbejde.
“Bord dæk dig” er titlen på det seneste forløb, vi har lavet med vores 5. klasser. Eleverne har frem til dette forløb været igennem forskellige større og mindre projekter, som har givet dem en bred viden om materialer, værktøjer og teknikker og desuden gjort dem rimelig fortrolige med værkstederne. I det bløde værksted gælder det fx betjening af symaskinerne, grundlæggende syteknikker, stofretning, valg af sting osv. I det hårde værksted fx træets egenskaber, valg af sav til forskellige formål, bearbejdning af træ med skærende værktøj, file, slibe og bore med såvel håndbor som akkuboremaskine.
I denne opgave inddeles klassen i grupper på 4-5 personer. Hver gruppe får en mappe, som indeholder arbejdsbeskrivelsen (se længere nede). Mappen skal bruges til gruppens billeder, tegninger og ideer. Dvs. den fungerer både som en slags moodboard, men også som en fastholdelse af, hvor de enkelte elever er i forhold til opgaven.
Opgaven består i at dække et bord. Den endelige borddækning vil foregå på den årlige forårsudstilling på skolen. Arbejdsbeskrivelsen består af en række obligatoriske opgaver og nogle ideer til ekstra-opgaver til dem, der bliver hurtigt færdige.
Det primære fokus i denne opgave er samarbejde.
Lærernes forarbejde er at lave inspirationsplancher inden for de obligatoriske emner. Desuden har vi lavet nogle inspirationsmodeller. Jeg havde fx til opgave at lave serveringsbestik, så jeg har lavet grydeskeer, smørknive, kageslev osv.
Plancherne og modellerne blev vist til eleverne i inspirationsfasen.
Eleverne får udleveret nedenstående arbejdsbeskrivelse:
Bord dæk dig!
Til forårsudstillingen 14. juni 2017 - skal du og din gruppe kunne dække og præsentere et bord.
Jeres bord skal præsentere et gennemgående tema. Når temaet er valgt, skal I lave en brainstorm over, hvad jeres bord skal indeholde.
Gruppen får udleveret en mappe, som skal fortælle om jeres arbejde, samt de tanker I har haft undervejs. Der arbejdes på hvidt papir, og der limes løbende ind i mappen.
Mappen udstilles sammen med bordet og skal bl.a. indeholde:
- printede billeder og skitser
- stof- og farveprøver mv
- brainstorm
- design af jeres forskellige produkter
- symønstre og skabeloner
Hver elev i gruppen, skal producere noget i et blødt og et hårdt materiale.
Bordet har glas, tallerkner og bestik
Skal-opgaver:
- Serviet- eller køkkenrulleholder
- Serveringsbræt
- Dækkeservietter eller bordløber
- Lysestage: til fyrfad. Skal stå stabilt, der må ikke kunne gå ild i noget!
- Serveringsbestik
- Noget til at sætte varme ting på eller holde varme ting med (bordskåner, tehætte, glasvarmer…)
Ekstra kunne fx være: Menukortholder, Bordkort, Bestikholder
Da det er en gruppeopgave, er der store krav til jeres samarbejde. Ingen er færdige, før alle i gruppen er færdige. Vi evaluerer jer samlet.
I skal derfor:
- Samarbejde om selve den tekniske/praktiske løsning af opgaven.
- Spørge og søge hjælp hos hinanden før lærer.
- Udarbejde fælles arbejdsplan for alle produkterne.
Eleverne har arbejdet meget selvstændigt i grupperne - vi har som lærere gjort en dyd ud af at være travlt optaget “andetsteds”, så eleverne har været tvunget til at søge hjælp hos hinanden.
Ved nye teknikker har vi uddannet "specialister", som så kan lære teknikkerne videre til de andre.
Korrigeringer undervejs har primært været i forhold til at minde dem om deres overtema og at fastholde dem på kravene i forhold til såvel den enkelte som gruppen. Vi har selvfølgelig også stået til rådighed ved uoverensstemmelser i gruppen.
Vi har forsøgt at guide dem til at tænke temaet ind i formgivningen og ikke kun dekorationen. Nedenfor er eksempler fra de forskellige temaer:
Kongeligt
(bill.3)
Skoven
(bill.4)
Efterår
(bill.5)
Super heroes
(bill.6)
Jul
(bill.7)
Dyr
(bill.8)
Projektet har taget cirka tre måneder med fire lektioner ugentligt. Heraf cirka to uger til inspirations- og idefase.
Billeder fra de færdige borddækninger følger efter vores forårsudstilling.