Håndværk og design - fra værkstedet

Blog

Design og benspænd - HD-weekend i Skjern - del 1

Design- og håndværksefterskolen i Skjern dannede sidste weekend rammen om en H&D-konference med foredrag, workshops og design

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Konferencen var bygget op omkring syv forskellige workshops:

Filtning, formbøjning, læderarbejde, rammetryk, trædrejning, rebslagning/kurveflet, letmetal

Jeg valgte rammetryk - for at prøve noget helt udenfor min boldgade. Mere om det i del 2.

Håndværk og design - fra værkstedet

Små ideer og fif til sløjdlærere om overskuelige måder at inddrage håndarbejde Eller enkle sløjdideer til håndarbejdslærerne. Shamirra Aisinger er uddannet med linjefag i både sløjd og håndarbejde i 2003. Hun underviser på Uglegårdsskolen i Solrød, hvor hun har været med til de allerførste forsøg med at skabe et nyt fag af sløjd og håndarbejde. I denne blog vil hun give inspiration videre fra de kurser hun tager, fortælle fra sine egne projekter, invitere kolleger til at fortælle om deres projekter og give enkle ideer videre fra hjemmeværkstedet.

Og nu til benspændet.

Normalt på denne slags konferencer - når jeg siger normalt er det fordi, vi før i tiden har haft den årlige sløjdkonference i Vingsted, og vi har Sjællandsstævnet hvert år i oktober, opbygget over fredag/lørdag med foredrag, workshops og kollegial sparring over fælles frokost og aftensmad - så…normalt går vi til hver vores workshop, arbejder så mange timer der nu er fastlagt til værkstedstid og mødes helt kort til sidst for at udstille og se hinandens produkter. Går det højt, får man måske tid til at besøge hinandens værksteder undervejs, men som oftest er man så opslugt af sit eget, at det bliver der ikke tid til.

Som noget nyt var der på denne konference indlagt “Designarena”.

(bill.2Wisti151)

I praksis betød det afbrydelse af workshoppen allerede kl. 17 fredag for at mødes til et designoplæg i grupper på tværs af de forskellige workshops. Møgirriterende når man lige var så godt i gang, ikke? Og ydermere - når jeg havde valgt en workshop helt udenfor min comfortzone, føltes det urimeligt svært at finde på en måde at bidrage til den fælles opgave. Faktisk ville jeg på pågældende tidspunkt hellere skifte workshop til trædrejning eller læder eller noget andet velkendt og så i øvrigt have fred til at lave mine egne ting ud fra mine egne ideer. Lyder det bekendt? Jeg kan i hvert fald genkende en del af mine elever i dette - men først her bagefter. Da jeg stod i det, var min frustration meget velbegrundet og dybfølt.

(bill.3Mock-up198)

Designopgaven var i korte træk følgende:

På forhånd fastsatte grupper med repræsentanter fra forskellige workshops fik hver udleveret en kasse med forskellige artefakter til brug udendørs. Vi havde nu en time til at få ideer, skitsere og lave målfast model til et produkt, som kunne lette transporten af de givne artefakter ud på terrasse, i have eller natur. Produktet skulle inddrage vores forskellige workshop-teknikker og efterfølgende realiseres i vores respektive værksteder om lørdagen.

Min gruppes kasse indeholdt en mormor-dug, en pakke røde servietter og et glasfad med kager. Min gruppe repræsenterede flet, formbøjning og rammetryk.

(bill.4,194 vores)

På trods af den indledende sporadiske frustration over at have for lidt tid til fordybelse i eget værksted, blev folk efterhånden meget optaget af designopgaven og lørdag, hvor vi kom i gang med selve produktet, var der et livligt rend frem og tilbage mellem værkstederne for at afstemme design og udførelse indbyrdes.

(bill.5kopkurv197)

Der kom virkelig mange forskellige udgaver af “bære-anordninger” ud af denne opgave. Men samtidig gav det stof til eftertanke i forhold til de opgaver, vi stiller eleverne hjemme. Jeg synes, særlig i starten af det nye fags udvikling, at der har været mange eksempler på mere eller mindre søgte kombinationer af bløde og hårde materialer. Opgaver som kun giver mening i forhold til en konstrueret skolefagsvirkelighed. Men det er jo ikke kombinationen af stof og træ, der skaber det nye fag. I mine øjne handler det om at se en given opgave fra et bredere perspektiv. Hvad der ved første øjekast kan ligne et benspænd - særlig for de af os, som havde det ganske fint med vores eget fagområde - er faktisk ideelt set en udvidelse af vores mulighedsfelter.   

(bill.6ølholder190)

Alt i alt var denne “Designarena” et interessant og relevant indspark på en konference som ellers ved første øjekast lignede de traditionelle kurser med produktfremstilling i henholdsvis hårdt og blødt - som jeg vel at mærke holder meget af - men som ikke udfordrer så meget i forhold til fagets udvikling.

(bill.7 og 8

biil.8

(Man kan se flere billeder fra konferencen på Håndværk & Design facebooksiden).