Håndværk og design - fra værkstedet
Blog
Filtning – en gammel kulturteknik med masser af muligheder
Langt før Kristi fødsel filtede man tæpper, telte, beklædning osv. Filtning fik en revival i Danmark i 90erne med filtede hjemmesutter, huer og tasker i strålende farver. Jeg har ikke tidligere filtet, men min nye håndarbejdskollega er en ivrig filter og har filtet nisser i sin 4. klasse her op til jul. Så i fredags var jeg med i to af hendes håndarbejdstimer og fik et minikursus og uld og nåle med hjem. Det var langt sjovere, end jeg havde forestillet mig og elevernes produkter blev overraskende flotte.
Sidste år, da vi lavede stangdukker, filtede eleverne dukkehoveder i håndarbejde, mens jeg lavede kroppene med dem i sløjd. Samarbejde, men i hvert vores værksted, så jeg fik ikke prøvet at filte (se tidligere blog). Men nu har jeg fået en ny håndarbejdskollega – Sophie Kirketerp Hansen, og hun fik i fredags givet mig et indblik i, hvilke muligheder der ligger i at filte med eleverne i håndværk og design.
Sådan filtes nisser
Materialer:
Kartet uld (helst ikke merino, da det er svært for eleverne at filte sammen)
Filtenåle i forskellig grovhed
Skumpude til underlag
Hovedet:
Vi startede hovedet med at lave en tæt kugle af nogle uldrester, som alligevel var filtret og rodet sammen. Kuglen filtes lidt sammen, og så kan man begynde at lægge det hudfarvede filt udenpå i lag på kryds og tværs, som filtes ned i kuglen efterhånden. Ulden skal ikke klippes i stykker, men skal hives fra hinanden, så der ikke kommer skarpe, lige kanter, og så uldfibrene ikke ødelægges. Hovedet skal filtes, indtil det er forholdsvist hårdt og fast, og der ikke sidder uldfibre og flagrer.
Det der får filten til at hænge sammen og blive fast er, at filtenålene har modhager, som vikler uldfibrene ind i hinanden, hver gang man stikker nålen ind i ulden.
Til kinder og hage laves kugler af filt, som stikkes på, hvor man vil have det, og filtes til det bliver fast.
Næsen foldes, så fibrene går op til næseryggen (se bill. nedenfor).
Øjnene formes af en klump hvid uld, som først stikkes fast i kanten i den form, øjet skal have og dernæst filtes fast. Derefter laves øjenfarven, pupillen og evt. en lille hvid prik for at øjet ser mere livagtigt ud. Til sidst laves øjenlåg.
Det er lidt ligesom, når man arbejder med ler eller fimo. Man kan bare sætte mere på indtil man er tilfreds. Jo mere man stikker et sted, jo fladere og fastere bliver det. Vil man have skarpe kanter, fx rundt om næsen, stikker man bare nålen ind i kanten mange gange.
Håret kan laves af krøluld, som filtes på, eller af uldgarn, som ligeledes kan filtes på.
Jeg er ikke nået længere end til hovedet, og som sløjdlærer tænker jeg også, at jeg vil lave kroppen i træ. Jeg vil lave en lille marionetdukke af den.
I det følgende er min kollega Sophie Kirketerp Hansens opskrift på, hvordan eleverne har filtet nissehuen og kroppen. (Forsidebilledet er Sophies egen færdige nisse).
Huer:
Nissehuerne laves ved at hive små totter uld og lægge dem på skumpladen i lag på kryds og tværs, i form som en trekant. Lagene filtes sammen ved både at stikke nålen lodret ned, men også vandret, så fibrene filtes ind i hinanden og ikke ned i skumpladen. Det er vigtigt at vende trekanten undervejs. Når trekanten minder om et stykke uldstof, foldes den om nissens hoved for at måle, hvor stor omkredsen skal være. Man kan til nød klippe lidt af, hvis man har lavet trekanten alt for stor i forhold til hovedet, men det er vigtigt, at man kun klipper den kant, som ender indvendigt i huen. Man lægger så den ene kant af trekanten over den anden og filter dem sammen. Det er igen vigtigt at stikke vandret og ikke kun lodret ned i huen. Man skal også passe på ikke at gøre huen flad. Man kan evt. klippe et stykke skumgummi til, så det passer inde i huen. Det gør arbejdet lidt lettere, og man stikker heller ikke så nemt sig selv i fingrene. Når huen har den form, man ønsker, kan man evt. bukke den nederste kant på huen, hvis ens kant ikke er så pæn.
Kroppe:
Til kroppen bruges piberensere som skelet og derefter vikles uld rundt om og filtes. På samme måde som man former hovedet ved at lægge mere uld på, kan man også gøre med kroppen. Evt. tøj til nisser kan laves nogenlunde, som man laver huen. Hoved og krop filtes sammen ved at stikke fra kroppen op i hovedet og bagefter filte mere uld omkring halsen for at styrke samlingen. Man kan også lave hovedet med piberensere, som kan monteres på kroppen.
Der kan findes rigtig mange sjove filteideer på Pinterest
Jeg fandt fx ham her – han er da ikke til at stå for, når man er lidt nørdet med dukker:
(http://www.pinterest.com/pin/256845984971397959/)