Håndværk og design - fra værkstedet
Blog
Stangdukker - på vej mod Håndværk & Design
Dukker - et ideelt projekt i folkeskolen fordi: De kan anvendes til teater og film i dansk og sprogfagene. De er sjove at lave, og de fleste børn elsker dem. De kombinerer på en naturlig måde materialer og teknikker fra de to fag, håndarbejde og sløjd.
Jeg har tidligere lavet marionetdukker i forbindelse med forsøgsprojekterne med at slå fagene sammen (se blog om marionetter her: www.folkeskolen.dk/505758/5b-marionetter-i-sloejd)
Men marionetdukkerne er tidskrævende, så denne gang ville vi prøve at lave nogle lidt enklere stangdukker. For at få de tekstile teknikker mere på banen, foreslog håndarbejdslærerne at filte hovedet i stedet for, som vi tidligere har gjort, at lave det i flamingo og papmache.
Dukkerne her blev lavet sidste år i 5. klasse, og i år i 6. klasse laver eleverne dukkefilm i engelskundervisningen, som de lægger på skoletube og viser for hinanden. (Se eksempel på en af de første elevproducerede dukkefilm: http://www.skoletube.dk/e/9d93714acfa995c852eb/0)
Sløjd- og håndarbejdslærerne har arbejdet i hvert deres værksted, håndarbejde stod for de filtede hoveder og kjortlerne, mens sløjd stod for dukkekroppen. Dette indlæg vil kun handle om dukkekroppen. Her er tegning og billede af den dukke, jeg lavede som prøve før projektstart. (Med papmache hoved fordi jeg endnu ikke har lært at filte)
Fremgangsmåde:
Krop og arme har vi skåret ud af lindetræsbrædder, cirka 3,5cm tykke. Det kan også være alt muligt andet løvtræ, bare det er velegnet til at snitte og skære i.
Vi savede baner á 10cm af brædderne, som herefter savedes ud til krop og arme som illustreret på tegningen nedenfor. Alle lige snit saves med fukssvans, buerne med hånddekupørsav. (Fordi stykkerne er så forholdsvis små og tykke og træet forholdsvis hårdt, var det for svært for dem at save på den elektriske dekupørsav.)
Herefter files og slibes alle delene så runde, fine og bløde, som eleverne har energi og kræfter til.
De vigtigste dele at gøre bløde og fine er underarme og hænder, som stikker ud af kjortlen, og den underste del af kroppen, som man skal holde på.
Hænderne har vi lavet på forskellige måder. Fingrene kan skæres ud med billedskærerjern, de kan brændes med en glødebrænder, eller de kan bare formes som ’vanter’ – afhængig af elevens formåen og tålmodighed.
Armene skal vinkles i albuesamlingerne. Jeg synes, armene bevæger sig bedst, hvis underarme skæres ’vinkelret’ og overarme skæres henover ’hjørnet’. (se tegningen)
Det filtede hoved limes på en 10mm rundstok – 40cm lang.
Til styrepinde har vi savet nogle lister af fyrretræsbrædder, cirka 1x1cm og 30cm lange. De skal slibes, så de er gode at holde på, og vinkles ligesom albuesamlingerne.
Min egen dukke samlede jeg med snor, men det viste sig at være meget bøvlet for eleverne at få tråden gennem hullerne, så vi brugte 1mm ståltråd i stedet for. Ikke elegant, men effektiv og relativt nemt.
Der bores gennem kroppen med et 11mm bor til stangen med hovedet. For at kunne få stangen igennem kroppen forbi tråden til armene, har vi boret den øverste del af hullet i kroppen med et 13mm bor.
Der bores gennem styrepinde, hænder, albuer, skuldre og tværs gennem skulderpartiet på kroppen med et 2mm bor. Det har vi gjort i borestanderen, da de alt for let kommer til at vride og knække de tynde bor, når de bruger akkuskruemaskinen.
Efter samling har vi i stangen lige under kroppen boret et 2mm hul og limet en tændstik i, så kroppen ikke glider ned ad pinden.
Vores sløjd- og håndarbejdslokale ligger i hver sin ende af skolen. Det er ikke optimalt. Da vi skulle samle dukkerne, var der en del af kjortlerne, der var blevet syet for små, så vi blev nødt til at klippe overdelen af, så dukken får bar overkrop og skørt. Det havde været mere hensigtsmæssigt at kunne justere tøjet løbende i forhold til dukkens krop.
Flere af de færdige dukker: