Karsten Bräuner
Blog
Eventyret om det vellykkede coverup
Sådan gik det til, at løgnen sejrede over sandheden i det demokratiske land, og da ingen tog sagen op igen, fik løgnen plads i historiebøgerne, så landets borgere i al fremtid kunne læse, at der ikke havde været tale om aftalt spil mellem regeringen og arbejdsgiveren.
Der var engang i et demokratisk land en regering, der ønskede at få landets lærere til at arbejde mere, men ikke ville betale for det. Den kontaktede derfor deres arbejdsgiver, der var helt med på den. Sammen nedsatte de en hemmelig arbejdsgruppe, der skulle finde ud af, hvordan de i fællesskab kunne få regeringens ønske til at gå i opfyldelse. Gruppens arbejde var så hemmeligt, at end ikke landets ombudsmand kunne få indblik i det.
Gruppen lavede en plan: I god tid før, der skulle føres overenskomstforhandlinger mellem arbejdsgiveren og lærerne, skulle regeringen fremlægge en reform, som kun kunne gennemføres, hvis lærerne ville afgive alle de rettigheder, de og arbejdsgiveren havde forhandlet sig frem til gennem næsten 100 år. Det vidste både regeringen og arbejdsgiverne, at lærerne ikke ville være med til. Arbejdsgiveren skulle derfor opsige overenskomsten med de ansatte, lade forhandlingerne ende i en fastlåst konflikt og derefter lockoute dem alle sammen. For at bringe lockouten til ophør ville regeringen så komme med et lovindgreb, der gav den det, den ville have; men selvfølgelig først efter at lockouten havde kørt i et stykke tid, så den lignede en rigtig lockout.
Og sådan blev det. Regeringen fremlagde sin reform, arbejdsgiverne opsagde overenskomsten, og så gik forhandlingerne i gang. Det vil sige, der blev slet ikke forhandlet, for arbejdsgiveren nægtede at fremlægge noget, der kunne forhandles om, og uden noget at forhandle om, kan man hverken forhandle eller blive enige om noget.
Så en dag fremlagde arbejdsgiveren endelig noget, ikke et forslag, men et ultimatum, og så var der stadigvæk ikke noget at forhandle om. Lærerne sagde – som forventet i regeringen og arbejdsgiverens plan – nej til ultimatummet, og så var konflikten en realitet.
Over for befolkningen sagde arbejdsgiverens forhandler, at de to parter havde forhandlet i ugevis uden at kunne blive enige. Det passede ikke, men fordi han sagde det, og fordi statsministeren, alle ministrene og mange andre politikere sagde det, troede befolkningen og journalisterne på aviserne, at sådan var det. For i det demokratiske land talte man ikke usandt, heller ikke politikerne, og allermindst statsministeren.
Så lockoutede arbejdsgiveren lærerne og lod lockouten køre i fire uger, så alle lærerne – der var 50.000 af dem – tabte en månedsløn; »så kan de lære det!« tænkte arbejdsgiveren, statsministeren, alle ministrene og mange andre politikere. For at lade lærerne forstå alvoren, sagde arbejdsgiveren, at lockouten ville fortsætte, indtil lærerne kom krybende på deres blødende knæ for at bede om nåde.
Nogen kunne godt gennemskue, hvad der foregik. En professor, der var meget respekteret, kaldte det »voldtægt af lærerne«, men det lød så ubehageligt, og det var man ikke vant til i det demokratiske land, hvor man gerne ville tro det bedste om alle, så han talte for døve øren. Selv da landets førende tv-station, Dronningens Radio, afslørede midt under lockouten, at regeringen og arbejdsgiveren havde aftalt det hele i forvejen, skete der ingenting. Flertallet af befolkningen og medierne – der kaldte sig Den Fjerde Statsmagt – kunne ikke få sig selv til at tro, at professoren og tv-stationen havde ret; det var meget mere behageligt, hvis de tog fejl, og de overdrev sikkert også.
Så standsede regeringen som planlagt lockouten med et lovindgreb, som statsministeren kaldte afbalanceret, for det er sådant et godt ord. I virkeligheden tog indgrebet alt fra lærerne og intet fra arbejdsgiveren. Men da det var statsministeren, der sagde det, og alle ministrene og mange andre politikere klappede i hænderne af glæde over, at lockouten var afsluttet, troede befolkningen, at sådan var det. Nu kunne alle igen se fremad.
Reformen blev en fiasko, og snart ønskede ingen at tale om den og lockouten. Da en af de lærerne mange år senere spurgte politikerne, om det hele nu også var gået korrekt til, ønskede de fleste af dem ikke at svare på spørgsmålet. En af de få, der svarede, mente, at var det skam, og at det er »nonsens« at tale om aftalt spil. Og nu var lærerne selv blevet så trætte af at blive mindet om konflikten, at de heller ikke gad tale om den mere. De ville hellere samarbejde med arbejdsgiveren, som de nu stolede fuldt og fast på ville både dem og skolen det bedste – hvis de blot bøjede nakken.
Sådan gik det til, at løgnen sejrede over sandheden i det demokratiske land, og da ingen tog sagen op igen, fik løgnen plads i historiebøgerne, så landets borgere i al fremtid kunne læse, at der ikke var tale om aftalt spil mellem regeringen og arbejdsgiveren.
Og statsministeren, alle ministrene og mange andre politikere levede lykkeligt til deres dages ende uden at blive stillet til regnskab for at have bedraget de ansatte og befolkningen og stjålet en månedsløn fra dem på tilsammen tusind-millioner-milliarder kroner.
Snip, snap, snude, bedrageriet er ude – trip, trap, tønde, et nyt kan begynde – for sådan vil det altid være i et samfund, hvor politikerne kan bedrage deres ansatte og befolkningen, uden at det får konsekvenser for dem
www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-09476
www.borgerforslag2013.dk
