BLOG

Empty article - Subtitle

Sprognørderi i undervisningen

Hvad er ”en samuelsen”? – og kan man være ”digitabt”?

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg har (gen-)fundet en stor passion – hobby om du vil.

Lidt sent i livet vil nogle garvede sprogkendere nok mene, men jeg har fornylig stiftet glædeligt bekendtskab med Sproglaboratoriet på P1.

P1 er kommet sent ind i mit liv – der er virkelig mange gode programmer, som kan udvide ens horisont på alle planer – jeg har før brugt mange timer med ”Mennesker og medier”, ”Sommergæsten” eller ”Bagklog”. P1 er lidt i den støvede ende af radiokanalernes verden (hvor længe lever den endnu?) – og jeg har da også de fleste gange hørt programmerne på den mere nymodens, fleksible og digitale måde via podcasts.

”En samuelsen”

Sproglaboratoriet er genial sproglig formidling. Jeg har været enormt optaget af kåringen af årets ord i år. Det er en sprogleg, hvor lyttere af Sproglaboratoriet og andre sprognørder sender deres forslag til ord, som kendetegner året der er gået. Der var virkelig mange gode forslag:

  • En Samuelsen (man har et standpunkt til man får en Audi…)
  • Faktaresistent (kan man være resistent over for faktuelle oplysninger?)
  • Trumpisme (ja, så blev han præsident)
  • FUCK (det mest brugte bandeord i DK)

Og de nye ord, der beskriver vores forhold til den digitale verden:

  • Digitabt (mon nogle forældre tænker det om deres teenager?)
  • Appværende (det har vi vist alle prøvet…)
  • Smobie (Smartphone + zombie)

Alle ord vidner om stor sproglig kreativitet – og selvfølgelig også om (politiske) begivenheder i løbet af 2016.

Hvad har alt dette med danskundervisning at gøre?

Jeg synes kåringen af årets ord både i år og de tidligere år kan være en fantastisk tilgang til sproglig opmærksomhed for udskolingen (og andre klassetrin?). De nye ord giver associationer og billeder – og indsigt i verden omkring os.

  • Kan man lade eleverne selv producere ord inden for forskellige temaer?
  • Bruge tid og kræfter på det så klassen kan indsende deres ord til kåringen i 2017?
  • Inddrage egne ord i egen lyrik?
  • Osv.

Jeg kan afsløre at årets ord 2016 blev: Danskhed.

Desværre er Sproglaboratoriet lukket på P1fra januar 2017 – men jeg håber og beder for at kåringen af årets ord fortsætter, så jeg kan forfølge min passion for sprognørderi - indtil da har jeg da heldigvis muligheden for at genhøre de gamle udsendelser via podcasts igen og igen og igen…