Den gang faget Natur og Teknologi også var et fortællefag

Mit barndomsminde

Jeg havde Lærer Jørgensen i faget naturhistorie den gang jeg gik i skole i starten af 1960erne. Han tog det meget bogstaveligt det med naturhistorie. Han brugte mange timer på at fortælle historier ”lige ud af hovedet og uden bog” om dyrene, planterne og alt det som skete ude i naturen. Jeg elskede de timer i naturhistoriefortælling og jeg elskede at gå ture med ham ude naturen. Jeg kunne se alt det, som han fortalte om naturen, for mit indre blik og min egen fantasi spillede flittigt med. Jeg husker særligt en gang, hvor han fortalte om, hvordan stenaldermenneskene levede og brugte naturen. Han viste os pilespidser og stenøkser han havde fundet og fortalte, hvordan vi selv kunne lave redskaber af flintesten. Jeg vidste nøjagtig, hvor det alt sammen var foregået, for det var ofte de steder, som jeg selv levede i min barndom. Ofte var der også børn med i Lærer Jørgensens historier, og mærkværdigvis hed de tit det samme som os. Vi blev nogle gange så inspirerede, at vi tog hen til de steder, som vi havde hørt om og legede alt det, som Lærer Jørgensen havde fortalt os i timerne. Meget af det, som jeg fik fortalt som barn, er stadig med, når jeg færdes i naturen og kigger efter planter og dyr og fortæller mine egne børn og børnebørn om det, som man kan se og vide noget om i naturen.

Historiefortælling eller faktuel viden

Nogen vil måske kalde det forførelse eller forfladigelse af den viden, som skal til for, at vi kan forstå det som sker i naturen. Men lærer Jørgensen vidste jo også rigtig meget om naturen. Han havde det altid med i de spændende historier, som han fortalte og han udstrålede hele tiden et stærkt ønske om at vide mere, om selv at prøve det han fortalte om, om at finde spor og eksempler, om at lade sig undre med mere. Jeg blev livsvarigt smittet af denne begejstring og interesse, som jeg fik gennem lærer Jørgensens naturhistoriefortælling.

Sådan forfatter du dine egne historier

Andre af nutidens naturfagslærere vil måske tænke ”det kan jeg ikke” Min påstand. Det er slet ikke så svært. Fidusen ved at ”fortælle historier lige ud af hovedet og uden bog” er at lægge fagbogen og alle dens mange fakta og detaljer væk en stund og koncentrere sig om at erindre alle de oplevelser og alt det som man selv har fået fortalt eller læst om naturen eller om det afgrænsede naturfagsemne, som man har brug for at forfatte en historie om. Man fordyber sig i det, som man selv har prøvet, oplevet, læst, hørt eller på anden måde oplevet for sit indre blik, og man kan udnytte sin krop og alle dens sanser til at kalde erindringerne frem. Det kan gennemføres derhjemme i lænestolen eller ved arbejdsbordet med fantasiens hjælp, eller måske allerbedst ude i naturen. Og når man har kigget grundigt på sine erindringer, kan man straks gå i gang med at fortælle det, som man ser for sit indre blik for sig selv eller for andre som vil og kan lytte. Nå historien er klar kan man finde de konkrete detaljer, som man måske føler, at man mangler og så sætte dem ind i sin historie, der hvor de hører til. Nu er man klar til at bruge sin historie med eleverne, og da det er en historie, er der ikke noget som er rigtigt eller forkert. Man fortæller simpelthen det, som man ser for sit indre blik, og lader ordene komme som de dukker op. Mange nybegyndere undrer sig over, hvor utroligt mange detaljer som kommer med, når man fortæller historier efter indre billeder. Bagefter, når man er færdig med sin historie, kan man gøre alt det som man plejer, uddybe og forklare, rette misforståelse, stille spørgsmål, give opgaver og meget mere. Men en spændende historie motiverer og inspirerer eleverne, og så kan en god historie anvendes igen og igen i lignende eller nye sammenhænge.

https://www.folkeskolen.dk/1087741/eleverne-har-brug-for-mere-leg-og-aestetiske-oplevelser-i-naturfagene

Illustration - Tanja Eijgendaal