Digitale fodspor

Hvis jeg googler: "mine spor på nettet", drejer de første mange hits sig om det negative ved at efterlade sig spor på nettet, og hvordan man sletter sine spor. Googles direktør Erik Schmidt har på et tidspunkt udtalt, at "i fremtiden skal alle teenagere tage navneforandring, når de bliver voksne, for at slippe for pinlige ungdomsepisoder, som ellers ville hjemsøge dem via internettets hukommelse".

Børn og unge er mildt sagt ikke berøringsangste i forhold til nettet og de sociale medier. For dem er der ikke nødvendigvis forskel på at udtrykke sig "in real life" og på nettet. De skelner ikke mellem det at være venner fysisk og være venner på nettet. Det har så også den konsekvens, at de kan komme til at eksponere sig selv på en uheldig måde i form af billeder eller ytringer, som måske kan forfølge dem en gang i fremtiden, når de skal ud at søge drømmejobbet. De, der skal ansætte de unge mennesker, bliver ikke nødvendigvis begejstrede over at se kommende medarbejdere udstille sig selv som festaber.

Der er eksempler nok på negative sider ved at efterlade spor på nettet. Måske skulle vi i lige så høj grad begynde at fokusere på positive sider. Nettet er der som en stadig vigtigere del af vores virkelighed, og den virkelighed skal elever og undervisere lære at navigere i.

Vi skal lære børnene at skelne mellem det private og det offentlige rum og de forskellige grader af offentlighed. For at beskytte børnene kunne man være fristet til at hegne dem inde i et lukket net som fx "SkoleIntra". Men dermed fratager vi dem muligheden for at lægge de positive spor ud, som kan afbalancere omverdenens billede af dem. Hvis vi lader børnene lægge alt ud i det offentlige rum, risikerer vi omvendt, at de udstiller deres dårligdomme.

Som undervisere kan vi have et ønske om "mere virkelighed" og mindre "som om". Og eleverne vil også gerne ses og høres af andre end deres lærere. Men da det samtidig gælder om at fremme det positive billede af den enkelte elev, må vi bestræbe os på at arbejde ud fra portfolio-tankegangen, nemlig at det er det ypperste, man kan præstere, der lægges offentligt frem, men mellemregningerne og de første ubehjælpsomme skridt i en ny læreproces beholder man i det lukkede rum. Den dårlige staver fremstår måske mere kompetent, hvis hans udtryk er mindre tekstbaseret og mere baseret på medier, han behersker bedre.

Det at få lov at udtrykke sig i det offentlige rum, er en voldsom motivationsfaktor. De fleste anspores af den interaktion, som nettet giver mulighed for i form af respons, kommentarer, "likes" osv. Og hvor stolt ville man ikke blive over om 10 år at søge sig selv på Google og opdage, at tophits'ene repræsenterede gode præstationer gennem skoleforløbet, og først på 3. side med søgninger (så langt er der alligevel ingen arbejdsgivere, der når til), kommer festbillederne fra Facebook.