Filosofi med børn om venskab

I forrige uge besøgte vi i Rum for Undren en skole i det vestlige Aarhus. Skolerne kan booke os til et dagsforløb, hvor vi giver en smagsprøve på, hvad filosofi med børn kan være. I dagens anledning var vi to filosofiske praktikere af sted.

Selvom filosofi med børn bør praktiseres over tid – og allerhelst altid – anser vi vores dagsforløb som værende en udmærket mulighed for at kunne illustrere den filosofiske praksisform på en meget praksisnær måde.

Dagens tema var venskab, og eleverne var en flok nysgerrige og tænksomme 1. klasses børn.

For at sætte gang i børnenes egen tænkning og give plads til deres undren, startede vi dagen med en åben samtale, hvor filosofiske spørgsmål fik lov at spire frem. Vi satte ord på vores egen undren over venskab ved at stille filosofiske spørgsmål til hinanden og ud i rummet. Kan man være venner med alle? Kan venskab måles? Findes der gode venner? Skal man tale sammen for at være venner?

Denne åbne og spørgende opstart fik børnene til både at søge efter svar og selv komme med nye spørgsmål. Et åbent rum for undren, hvor ingen kender sandheden, var så småt etableret.

Hvad har tid og venskab til fælles?

Efterfølgende valgte vi at rette opmærksomheden mod spørgsmålet om, hvad venskab egentlig er. Vi brugte tavlen og skrev børnenes tanker op. De hjalp med at sortere og systematisere, så vi efter nogen tid kunne udvælge tre udsagn, som de var særligt optagede af. Ét af disse udsagn handlede om, at man skal hjælpe sine venner, når de har brug for det.

I de følgende øvelser inddrog vi mere klassiske filosofisk-metodiske elementer, idet børnene blev udfordret med en række begrebssedler, som de skulle sortere alt efter, om de havde med venskab at gøre eller ej. Hvad er eksempelvis sammenhængen mellem en bror og venskab? Eller har tid noget med venskab at gøre? Denne øvelse udfordrede børnene til at tænke på venskab som noget med komplekse forbindelsesled til verden.

De samme begrebssedler skulle herefter grupperes alt efter, hvilken kategori de tilhørte. Men modsat den foregående øvelse var kategorierne ikke defineret på forhånd, men skulle laves af børnene selv. Denne øvelse blev et tydeligt eksempel på, hvordan kategorier opstår og nedbrydes alt efter, hvad begreber og ord sættes i forbindelse med.

En tavle fuld af spørgsmål

Efter nogle flere filosofiske øvelser, som var tæt forbundet til dagens tema, venskab, kunne vi atter rette blikket mod tavlen og vores spørgsmål om, hvad venskab overhovedet er. Dagens øvelser og samtaler havde givet børnene nye perspektiver på temaet. Udsagnet om, at man skal hjælpe sine venner, når de har brug for det, blev nu suppleret med tanker om, hvad det vil sige at have brug for noget, om det er nødvendigt at vide, hvad ens venner tænker om en, eller om man er venner, hvis kun den ene part hjælper den anden og ikke omvendt.

Forløbet blev afsluttet ved at skrive de væsentligste tanker på tavlen. Som i de fleste forløb, hvor vi filosoferer med børn, når vi ikke til et entydig svar på vores spørgsmål. Tværtimod ender vi som regel med at have langt flere nye spørgsmål, end da vi kom – men til gengæld er det tydeligt, at børnenes tanker gennem forløbet er blevet mere forfinede, komplekse og kritiske, og ofte også mere kreative.

Et filosofisk succeskriterium

At en tavle fuld af tanker og spørgsmål skulle være et succeskriterium forstås tydeligst, hvis man ser tilbage på filosofiens historie. De store filosofiske temaer – herunder venskab og fællesskab – har jo netop været genstand for filosofiske tanker i årtusinder. Hver tanke har ofte affødt en ny, og den lange søgen efter svar har været og er en uafsluttet historie.

Alligevel har vi alle oplevelsen af, at nogle svar er bedre end andre, og at det giver mening at stille spørgsmålene og fortsætte jagten på de gode svar. Og så er vi endnu en gang tilbage ved essensen, nemlig at der er mange gode grunde til at praktisere filosofi med børn.