BLOG

BLOG

Empty article - Subtitle

Hvorfor kan vi ikke bare fortælle sandheden?

Når man filosoferer med børn handler det ikke om at give sande svar på børnenes spørgsmål. Men betyder det så, at sandheden skal fordrejes eller forties?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forleden var jeg ude på en Social- og Sundhedsskole, hvor jeg præsenterede en gruppe kommende pædagogiske assistenter for, hvad filosofi med børn er. De skulle senere bruge denne pædagogiske tænkning i et kort praksisforløb med en gruppe børn i enten børnehave eller SFO.

Når man som jeg er formidler af mere og andet end bare en metode eller et koncept, bliver jeg altid udfordret på, hvor jeg skal tage afsættet og hvad jeg kan forvente, at de studerende har af forforståelse.

I tilfældet her mærkede jeg imidlertid ret hurtigt en intensitet og opmærksomhed på indholdet. Efter en introduktion til feltet, begyndte der snart at dukke spørgsmål op, som indikerede en vis tænksomhed og trang til forståelse hos de studerende. Der var så at sige løse ender, som kaldte på en afklaring.

Er tid et filosofisk begreb?

Et af de spørgsmål, som især optog de studerende, var forholdet mellem viden og ikke-viden, eller sagt på en anden måde: Hvad er det, der kan filosoferes over? Og hvorfor kan vi ikke bare fortælle børnene sandheden?

Som illustration kan nævnes et begreb, som ofte forbindes med filosofi – og som der under alle omstændigheder filosoferes meget over – nemlig begrebet tid. Hvis børn spørger om, hvad tid er, står vi som voksne i et mellemrum mellem den videnskabelige kortlægning og forklaring på tid, og den filosofiske og ind imellem subjektive oplevelse og forståelse af tid.

Netop her ses dilemmaet, for skal man give børn svar på, hvad tid i en videnskabelig og naturbestemt optik er, eller skal man filosofere med børn over fænomenet, bestemmelsen og oplevelsen af tid?

Svaret på ovenstående må være, at man som lærer med øje for den filosofiske praksis i første omgang spørger ind til børnenes undren, så man kan få en fornemmelse af, hvad det er, de egentlig undrer sig over eller er nysgerrige på. Først dernæst kan man vurdere, om spørgsmålet går i den ene eller anden retning – eller måske i begge retninger.

Filosofi og videnskab er som et spind

Eksemplet ovenfor tjener til at illustrere, at et filosofisk indhold ikke nødvendigvis er så nemt at identificere, fordi filosofi og videnskab er spundet ind i hinanden. Ethvert spørgsmål, hvad enten det er knyttet til et af skolens fag eller til børnenes egne erfaringer, kan potentielt lægge op til såvel videnskabelige forklaringer og svar, som filosofiske tanker og samtaler.

Når man derfor arbejder med filosofi i skolen, er det vigtigt at fastholde spørgsmålet om, hvorvidt indholdet kalder på allerede eksisterende svar eller det kalder på filosofiske samtaler – hvis formål er at komme nærmere et svar.

Uanset hvordan undervisningen gribes an, så tjener det ikke en filosofisk praksis, hvis eksisterende sandheder forties eller fordrejes. Et bestemt ord staves på en bestemt måde, et ur viser et bestemt klokkeslæt, et regnestykke har et facit.

Pointen er derfor, at det handler om at finde en balance, så eleverne på den ene side får en oplevelse af, hvad viden er og ikke er, og på den anden side også erfarer, hvad vi endnu ikke har viden om, samt ikke mindst, hvordan den filosofiske undren netop er det, der kan bringe viden i forandring.

Powered by Labrador CMS