BLOG
Empty article - Subtitle
Kan vi stole på skoleforskningen? Desværre nej!
To af grundelementerne bag skolereformen er begreberne ”best practice” og evidensbaseret forskning. Førstnævnte stammer fra virksomhedsteori og sidstnævnte fra medicinsk forskning. Skoleforskningens mange pædagogiske anvisninger refererer ofte til disse begreber, men kan vi stole på anvisningerne - desværre nej?
Best pracitce er kort fortalt den eller de bedste af de afprøvede metoder inden for et eller andet felt - en slags evidensbaseret praksis.
Evidens hentyder til, at der er et klart synligt eller indlysende videnskabeligt bevis for en effekt eller virkning af en bestemt indsats eller intervention.
Evidenstænkningen inden for det pædagogisk-psykologiske område er et politisk styret projekt, idet man ønskede en højere grad af effektivitet (forstået som højere score på centrale tests) i undervisningen. I lyset heraf oprettedes Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning i 2006, der fik til opgave at sikre politisk adgang til kvalificeret viden om undervisningsmetoder, der kunne bruges i praksis. Dvs. primært kvantitative forskningsresultater, der kunne omsættes til målbare størrelser.
Resultaterne er udeblevet
Trods mere en 10 års forsøg på at ”effektivisere” undervisningen på forskellig vis, har vi endnu ikke set resultater, der trækker overskrifter.
I Århus forsøgte de med læringsstile og brugte ca. 7 millioner på kurser til lærerne uden synlig effekt på fx fagligt udbytte hos eleverne.
En lang række kommuner har Reading Recovery og VAKS (valg af afkodningsstrategi) indskrevet i deres læsepolitik som svaret på alle elevers læsevanskeligheder. Ingen af disse metoder kan imidlertid dokumentere en særlig effekt.
LP-modellen, som næsten alle kommuner har taget til sig, beskrives af Niels Egelund i 2011 som det største skoleudviklingsinitiativ, der nogensinde er iværksat og modellen er et udtryk for et paradigmeskift i retning af forskningsbaseret model for skoleudvikling. Her kan man ved evalueringer kan ikke måle nogen effekt hverken på trivsel eller fagligt udbytte.
Endvidere findes der talrige omtalte pædagogiske tiltag og indsatser med henblik på at effektivisere undervisningen (blandt andet omtalt her i Folkeskolen), der trods evidens møder samme skæbne - de er svære at gentage med samme effekt eller resultaterne udebliver.
Hvad går galt?
Brian Nosek, professor i psykologi ved Virginia Universitet (USA), vakte for et par år siden opsigt med resultaterne af et projekt, hvor 100 videnskabelige studier inden for psykologisk forskning var forsøgt gentaget. Hele 75 % af de socialpsykologiske forsøg lod sig ikke gentage med samme resultat, mens 50 % af de kognitive forsøg ligeledes ikke kunne gentages med samme resultat.
Noget tyder på, at forskning, hvor menneskelige relationer er involveret, har så mange uforudsigelige parametre, at resultatet er særdeles usikkert, hvilket kunne forklare de manglende resultater i de mange skolerelaterede indsatser, der alle hævder at være evidensbaseret.
Man forandrer således ikke folkeskolen med kvantitativ forskning, hvor alt skal tælles og måles. Folkeskolen forandres af de engagerede lærere, der dagligt står i klasseværelset. De ved godt selv, hvad ”best practice” er for dem!
Måske skulle fremtidens skoleforskning derfor i højere grad fokusere på kvalitativ forskning.
