BLOG
Empty article - Subtitle
2:6 Skal idrætsundervisningen tilpasses eleverne, eller skal eleverne tilpasse sig undervisningen?
Andet trin til inklusion i idrætsundervisningen tager fat på planlægningen af undervisningens indhold. Idrætsfaget har sine mål og indholdsområder, men der er brug for at starte med elevernes læringsforudsætninger i planlægningen.
Idrætslærerens udgangspunkt er helt centralt for inkluderende undervisning. Er udgangspunktet hos de enkelte elevers motivation og forudsætninger – eller er det i fagets, aktivitetens eller disciplinens regler, bevægelser og kultur? Ideelt set finder den optimale inklusion sted, når der er balance mellem læringsforudsætninger hos den enkelte elev med handicap; læringsforudsætningerne i gruppen som helhed; og målet med selve undervisningen eller aktiviteten.
Grundtanken bør være, at læringsforudsætningerne hos elever med handicap skal ses i relation til fællesskabet, og at de to elementer er indbyrdes afhængige af hinanden. Det betyder ikke, at eleven skal have sin egne opgaver og læringsaktiviteter, men at læring foregår i fællesskabet med andre. Idrætsfaget har netop som mål at udvikle elevernes forudsætninger for at tage ansvar for sig selv og indgå i fællesskabet. Det betyder også, at der er brug for gensidig tilpasning. Undervisningen, den enkelte elev og den samlede elevgruppe skal altså bøje sig mod hinanden i en fælles gensidig tilpasning.
Model for relationelle læringsforudsætninger
I www.tibis.dk udviklede vi en model, som illustrerer, hvordan læringsforudsætningerne hos elever med og uden handicap kan ses i relation til hinanden. Det skal kobles til målet med undervisningen, der samlet set er med til at bestemme undervisningens indhold og form. Idrætsundervisningen medfører ændrede læringsforudsætninger, hvilket symboliseres af de to hvide pile.
Det optimale undervisningsindhold og den optimale undervisningsform giver alle de samme muligheder for at lykkes, at få gode oplevelser og at tilegne sig de fastsatte kompetencemål. Udgangspunktet er afgørende for i hvilket omfang, at alle elever kan være fuldt deltagende og lære så meget som muligt.
--------
Tilpasset Idræt og Bevægelse i Skolen (www.tibis.dk) er et projekt, der har til formål at udvælge og beskrive didaktiske og pædagogiske metoder, der kan styrke elevernes deltagelse i idrætsundervisningen - uanset forudsætninger og handicap. 6 trin til inkluderende idrætsundervisning er en artikel, der er udgivet i fagtidsskriftet MOV:E (https://www.epaper.dk/fiibl/move-/). Denne blog præsenterede det første af de seks konkrete trin. Alle materialer, vejledninger og inspiration er samlet på det helt nye online univers www.tibis.dk.