BLOG
Empty article - Subtitle
Jeg har endnu ikke mødt et barn, der er noget galt med.
Men jeg har mødt mange børn med en særdeles uhensigtsmæssig adfærd, der bl.a. har bevirket, de ikke trives hverken fagligt eller socialt i den klasse, de går i. Uanset om vi vil det eller ej, stiger antallet at denne gruppe børn, hvilket udfordrer skolesystemet.
Historisk er psykiatriske diagnoser til børn relativt nyt. Frem til starten af 1990érne satte vi stort set ikke psykiatriske mærkater på børn. I takt med individualiseringen og den teknologiske udvikling er hverdagslivet ændret markant og behovet for at forklare nogle børns ændrede adfærd, som følge heraf, opstod en række diagnoser, der navngiver adfærden.
Adfærd og ændring af adfærd er en særlig disciplin inden for psykologi og psykiatri. Grundlæggende er der stor uenighed om, i hvor høj grad adfærd er styret af gener eller miljø og samme uenighed gælder ændring af adfærd. Vi kan m.a.o. ikke umiddelbart finde svar på årsagen til barnets adfærd i psykiatrien eller i psykologien endsige, hvordan vi ændrer den. Deres eneste bidrag er at sætte navn på den adfærd, som lærere, forældre og pædagoger har beskrevet i udleverede skemaer.
Hvis et barns uhensigtsmæssige adfærd betyder, at det ikke længere trives i klassen (har ondt i maven, ikke vil i skole eller ikke vil deltage i aktiviteter i klassen m.v.) er lærere og forældre de mest kompetente til at hjælpe barnet.
Det grundlæggende spørgsmål lyder: Er det fagligt og socialt udviklende for eleven at modtage sin undervisning i hjemklassen?
Hvis lærere og forældre er enige om, at barnet ikke udvikler sig på disse områder, bliver næste spørgsmål: Hvad skal der til, for at ændre denne den manglende udvikling? Hvad kan der gøres hjemmefra? I hvilke fag er det særligt udfordrende for eleven? Vil en ressourcelærer/pædagog knyttet til barnet i x antal timer være en hjælp? Er der fag, eleven ikke skal deltage i på nuværende tidspunkt? Hvor mange lektioner kan barnet have i klassen med støtte og hvor mange udenfor klassen?
Al erfaring viser, at direkte hjælp til barnet i form af ressourcepersoner, støttelærer eller pædagoger i høj grad medvirker til at ændre barnets adfærd og dermed trivsel i skolen. Støtten kan være i hjemklassen eller udenfor i et parallelspor. I dag kan skolen ifølge lovgivningen yde op til 12 lektioners støtte om ugen til et barn - uden at involvere PPR.
Men hvor skal pengene til alle de ressourcepersoner, støttelærere og pædagoger komme fra? Nedlæg PPR og visse specialskoler og læg ressourcerne ud på skolerne!
