BLOG
Empty article - Subtitle
Inklusion - en trojansk hest i skolen
Det er lykkedes politikere på såvel kommunalt som landspolitisk niveau at placere en trojansk hest, med det meget positivt ladede navn ”inklusion” lige midt i skolen. Begrebet inklusion har samme status som de gamle humanistiske og demokratiske værdier: Lighed, fælleskab, respekt for den enkeltes integritet og ret til lige muligheder. Tør nogen sige dem imod?
Nej, selvfølgelig ikke. Derfor har politikere på alle niveauer og deres respektive forvaltninger frit spil i deres økonomiske forvaltning af børn med særlige behov. De kan beslutte et måltal for, hvor mange der skal gennem nåleøjet til specialtilbud (som de meget bevidst kalder et ”ekskluderende tilbud”) og dermed økonomistyre antallet af pladser samt personale. Et ønske kommunernes embedsfolk har drømt om siden starten af 00érne, hvor økonomien inden for specialområdet var ude af kontrol. Og hvem har lyst til at være ekskluderende?
I lanceringsfasen af en denne trojanske hest allierede embedsmændene sig med psykologer, lektorer, forskere og ph.d.-ere, der alle lystigt og malende beskrev inklusion som fremtidens ”læringsfællesskaber” - dog uden én eneste erfaring eller undersøgelse. Bøger og kurser om inklusion væltede ud på markedet og lærerne troede, at de skulle lære hvordan man didaktisk underviser elever med særlige behov i sin klasse. I stedet handlede kurserne og bøgerne primært om hurraord, konsultative møder og læringskoncepter. Nu skulle det ikke længere handle om undervisning - men læring og læringsfælleskaber. Hvem tør argumentere imod de lærde?
Inklusion er ikke en lov.
Missionen fuldendes, da det lykkedes at ændre folkeskoleloven i 2012 og lancere denne lovændring som inklusionsloven. Nu troede vi alle, at hvis ikke vi ville inklusion, brød vi loven. Men det eneste nye var, at specialundervisningsbegrebet blev strammet op, så elever, der modtog mindre end ni specialtimer (12 lektioner) om ugen, ikke længere formelt modtog specialundervisning. Med lovændringen skal der ikke længere træffes en formel afgørelse om specialundervisning til den enkelte elev, når det drejer sig om en elev med behov for støtte i mindre end 12 lektioner om ugen. Det skulle give kommunerne større fleksibilitet til at tilpasse støtten til elever med særlige behov i form af fx supplerende undervisning, tolærerordninger eller i fleksible holddannelser. Flere elever kunne blive i almenskolen. Gad vide hvor mange elever der i dag modtager støtte i 12 lektioner om ugen?
I Bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand står der, at ”den specialpædagogiske bistand gives fortrinsvis som støtte i den almindelige klasse”. MEN:
”Ved vurderingen af, om eleven skal have støtte i den almindelige klasse, jf. stk. 1, skal der lægges vægt på, om eleven kan have udbytte af undervisningen og kan deltage aktivt i det sociale fællesskab i den almindelige klasse”.
Hvem skal så vurdere dette? I første omgang er det læreren. I næste omgang skolelederen. Skolelederen træffer afgørelse om tilrettelæggelse og omfang af støtten til elever, der har støttebehov på under 12 lektioner ugentligt. Skolelederen har dermed ansvaret for at vurdere, om elevens behov kan imødekommes inden for rammerne af den almindelige undervisning. Det er således skolelederen, der tager stilling til, om der er behov for en pædagogisk-psykologisk vurdering. Hvis skolelederen indstiller for mange til en pædagogisk psykologisk vurdering får skolelederen enten besked fra forvaltningen om, at de vist er lidt inklusionsforskrækkede på skolen (og bør leve op til de fælles aftaler i kommunen) eller også kommer PPR med råd om, at eleven kan blive på skolen. Kommuners Landsforenings (KL) har ved flere lejligheder ytret ønske om at nedlægge PPR (et potentielt spare objekt), så derfor agerer PPR lige pt. gatekeepere for KL - dvs. hjælper til med at holde andelen af elever til specialtilbud nede. Så herfra får lærerne heller ingen hjælp.
Alliancen mellem KL, PPR, de lærde, forvaltningerne og skolelederne har bevirket, at inklusion ikke er til debat. Sorteper er læreren og eleverne med særlige behov - jf. debatten på Folkeskolen under # inklusion.
Hvordan kommer vi videre?
Først og fremmest er det vigtigt, at der i DLF er en forståelse for, at vi alle har været udsat politisk økonomistyring forklædt som humanistisk demokratiske værdier - den trojanske hest. Debatten skal tilbage til lærerens arbejdsvilkår i klassen.
Dernæst bør vi holde op med at bruge betegnelsen inklusion og i stedet sige: specialundervisning eller specialundervisning i almen undervisningen. Hermed tydeliggør vi, at der er tale om praktisk undervisning og ikke almene ideologiske værdier.
Skolelederen er nøglepersonen når det gælder tildelingen af ressourcer til den enkelte elev. Selv om mange skoleledere er kontraktstyret af deres forvaltninger skal de ”presses” til at se behovet støtte ude i klasserne. Et pres de forhåbentlig kan synliggøre over for forvaltningen.
Etablering af parallel-spor (små klasser) på almenskolen, hvor lærere og pædagoger kan er klar til at modtage og undervise elever, der i visse fag ikke får udbytte af klassens undervisning eller indgår i klassens sociale fælleskab.
Med den nye børnekarakter (skærmbørn) har vi kun set toppen af isbjerget, hvad angår elever med særlige behov. Derfor skal debatten tilbage til klasseværelset, hvis lærerene fortsat skal levere en anstændig undervisning.
