Til debatmødet om inklusion den 14. marts

Følgende er en række forslag til nytænkning i debatten.

Ingen kan være uenig i inklusion som begreb. Men i praksis burde vi i stedet tale om, hvorvidt specialundervisning i almenundervisningen er mulig og under hvilke rammer. Derved slipper vi for debatten om inklusion contra eksklusion og i stedet fokusere på barnets behov.

Lovgivningen, herunder det udvidede specialundervisningsbegreb, er klar og giver gode muligheder for at imødekomme behovet for specialundervisning i folkeskolen. Men i praksis bliver disse muligheder mødt af skoleledere, psykologer og konsulenter, der stiltiende er blevet en del af den kommunale forvaltning og derfor arbejder med politisk/økonomiske måltal frem for pædagogik. De er alle valgt til at arbejde i ”en politisk styret organisation”, hvilket indebærer, at deres fokus er på den kommunale forvaltnings målsætning og ikke på barnet.

Ledere, psykologer og konsulenter har intet kendskab til barnets dagligdag og vanskeligheder Derfor bør vi genindføre, at lærerteamet, som kender barnet, har retten og pligten til at afgøre, hvilke foranstaltninger, der skal træffes i forhold til det enkelte barn. Naturligvis i samarbejde med forældrene.

PPR er en utidssvarende institution i forvaltningen. Det består primært af psykologer, der er uddannet til alt andet end skolerelevant arbejde. Så snart PPR er inde i en sag om et barn med eller i vanskeligheder flyttes fokus straks væk fra barnet og rettes mod klasserelationer, læringsledelse, konflikthåndtering og systemiske samtaler med læreren i fokus. Alle kan se det groteske i, at sætte et lærerteam i den varme stol, videofilme lærere samt give dem kurser i konflikthåndtering, når det handler om et levende barn, der har det vanskeligt i skolen. Men fordi PPR er blevet en del af den kommunale forvaltning og fungerer som gatekeepere, der skal holde antallet at elever til specialundervisning nede (jf. måltal), er lærere og forældre uden indflydelse og må pænt stille op til alle disse pseudo-indsatser. Det er ikke tilfældigt, at sagsbehandlingen ved henvisning til et specialundervisningstilbud, i mange kommuner, tager flere år.  

Alle de positive historier i skolen om elever med og i vanskeligheder omhandler stabile pædagoger eller lærere, der fungerer som personlig ressource og dagligt følger eleven i og uden for klasseværelset. De tager konflikterne når de opstår, hjælper eleverne med det faglige, strukturerer, taler med eleverne og lærer efterhånden eleven rigtig godt at kende. Derved skabes den relation, der åbner mulighed for gradvist at ændre elevens adfærd og faglige udvikling.

Ved at afvikle psykologerne i PPR og gradvist erstatte dem med er pædagoger eller lærere - varme hænder - vil mange børn faktisk opleve at få den hjælp, der har krav på.

På vores skole hænger et skab, hvorpå der står: Indeholder inkluderende læringsfællesskaber. Når du åbner skabet - er det tomt!