Inklusion, så det aldrig glemmes.

”Det er ikke kun de urolige elever, adhd-børn eller børn, der tidligere blev sendt på specialskoler, men nu bliver inkluderet i skolen, som har brug for at mærke konsekvenserne af deres forkerte handlinger, mener Niels Egelund. »De, der får lov til at diskutere alting derhjemme, og som ikke er indstillet på at lystre en ordre, er ofte de værste. Man er nødt til at lære dem helt konsekvent allerede fra børnehaveklassen, at de ikke kan regne med, at alting går efter deres hoved«.” (Politiken 02.02.13)

Niels Egelund, der som altid har en løsning på skolens problemer, har så sandelig fanget en pointe her. Inklusion er åbenbart den rigtige vej, for børn med vanskeligt sind, indlæringsvanskeligheder, diagnoser og lignende, bl.a. fordi eleverne så kan få lov at føle konsekvenserne af deres uhensigtsmæssige adfærd! Allerede fra første klasse kan de lære at forstå, at de ikke er som de andre, at de skal tøjle deres adfærd, som de ikke engang selv forstår.

Når Niels Egelund i 2014 helt alvorligt melder ud, at børn med særlige behov har brug for at føle konsekvenserne af deres forkerte handlinger, så foranlediges man til at tænke, om han overhovedet har fattet, hvad specialundervisning og specialpædagogik drejer sig om – ja, pædagogik i det hele taget. Det minder skræmmende meget om fordums teorier om, at dårlig adfærd skyldes ond vilje, der skal bankes ud af børnene.

Kunne man bare nøjes med at ryste på hovedet af professoren og så komme videre, var det til at leve med, men sådan er det jo desværre ikke. Egelund er fortsat toneangivende efter behov og Antorini tager endda handsken op og medgiver, at der skal en anden organisering af folkeskolen til, så der kan blive mere disciplin!

Jeg bliver dybt bekymret, når en kapacitet, og som sådan betragtes Egelund i visse øjne desværre stadig, udtaler at udsatte børn har godt af at blive inkluderet, ”så de kan mærke konsekvenserne af deres forkerte handlinger”. Der er tale om børn og unge, som ikke er i stand til at klare sig i sociale sammenhænge, enten fordi de ikke har evnerne, eller fordi de af sociale årsager ikke har lært livets spilleregler

Skal børn og unge som tidligere fik et specialtilbud klare sig i folkeskolen, kræver det lærere, der har viden om, hvordan man tackler de forskellige handicap - både fysiske og mentale. Lærere der har indsigt og overskud til at tage vare på de udsatte børn og ikke junglelovens konsekvenspædagogik. De allerfleste børn der klarer sig socialt dårligt, vil give deres ene arm, for at kunne være en del af fællesskabet. Det giver ikke mere social styrke at mærke konsekvenserne, når man ikke er i stand til at aflæse kammeraternes eller lærerens signaler. De oplever det som afvisning. De har brug for støtte og vejledning. De skal have hjælp til at tolke, hvad de gør forkert.

Inklusion er en ideel tanke, men ikke økonomisk ideel. Skal det lykkes kræver det ressourcer, veluddannede lærere og tid. Når der kommer flere elever i klasserne, mere undervisning til lærerne, mindre tid til forældrearbejde og forberedelse af undervisningen kan Egelunds perspektiv desværre blive en ufrivillig virkelighed.

Skal inklusion lykkes, så gælder det om at have tilstrækkelige ressourcer til at tage hånd om de der har særlige behov og ikke et spørgsmål om ”at føle konsekvenserne”. Det kan se pænt ud udadtil, men det gør forbandet ondt inden i.