Det ligegyldige komma contra glæde og livsduelighed

Jeg hørte Soulaima Gourani tale for første gang live, her den anden dag. Det var en stor oplevelse! Jeg følte hun talte direkte til mig og satte ord på mange af de tanker jeg går og pusler med omkring læring, skole og livet i bred forstand. Soulaima talte meget og hurtigt, men jeg bed specielt mærke i en meget skarp kommentar (nogenlunde korrekt citeret):

"Det er sgu da fuldstændigt lige meget, om du kan sætte kommaer eller er god til at skrive digte eller stile! Hvem har det nogensinde hjulpet videre i livet eller givet livsduelighed?"

YES - tænkte jeg! Jeg har tit stillet mig selv det spørgsmål og var efterhånden blevet enig med mig selv om, at det sgu ikke gavnede en fucking skid, for at blive i jargonen :) Soulaima plæderede for, at det der mangler i mange skoler og institutioner i dag, er blikket for det enkelte barn.

Det er helt afgørende, at undervisningen i skolen har relevans for de børn som skal modtage den. Ja, ja, siger du så. Det er jo klart, men hvad er egentlig relevant for elever i den danske folkeskole? Er det vigtigt at kunne skrive stile, noveller, analysere gamle tekster, læse kanontekster, skrive diktater, kunne gå til afgangsprøver og skriftligt svare på fantasifulde opgaver udformet af forlag og ministeriet? I begrænset omfang ja, men i overvejende grad NEJ! Der må gøres op med forestillingen om, at skolen er til for at lære eleverne kompetencer som kun er brugbare i skoleregi! Dette synspunkt er ikke nyt, det erkender jeg, men det er ikke desto mindre stadig relevant at forfægte. Det skal være sådan, at når eleven har opnået et rimeligt niveau i læsning og skrivning (ca. 2./3. kl.) skal der stilles krav fra officielt hold om, at al undervisning herefter skal

1. rette sig mod virkelige kommunikationsfællesskaber
2. tage afsæt i elevernes kreative og innovative evner
3. forholde sig til virkelige omstændigheder i den rigtige verden

Jeg mener, at it og medier kan spille en stor kulturel frisættende rolle i denne sammenhæng. De muligheder, der findes på de mange devices vi har i lommerne og i taskerne rummer et enormt potentiale for at frisætte barnet - kreativt og personligt.
Det er selvsagt ikke gjort med et lille kursus til læreren eller pædagogen. Det handler om en kulturændring. Den danske folkeskole skal frisættes fra den akademiske traditions tunge åg - det er vigtigt at alle elever kommer ud af skolen med en pakke af færdigheder som er vinklet med deres egne præferencer. Det er faktisk mere end vigtigt - det er helt afgørende. For ellers taber vi alt for mange drenge (og piger) som synes skolen er kedelig og dermed ender med at tro at det at lære noget også er kedeligt. Det er jo som bekendt ikke altid tilfældet.

I Helsingør, hvor jeg arbejder, går vi målrettet efter at tilbyde børn helt ned til 1 års alderen muligheder for at lege og være kreative med it og medier. Vi gør det ud fra den betragtning, at alle skal have mulighed for at være kreative og innovative. Det skal ikke kun kobles til papir og farveblyanter eller besøg i den lokale natur. I Helsingør Kommune vil vi tilbyde børn kreative, digitale muligheder, der bliver støttet op af veluddannede og it kompetente lærere og pædagoger. Alle lærere og pædagoger i skolen, samt et mindre antal ansatte i dagtilbuddene er allerede i gang med et omfattende kompetenceløft med henblik på ramme børn der hvor Soulaima Gourani mener de skal rammes – lige midt i dem selv!

Jeg er helt med på, at det hele ikke kommer bare af et kompetenceløft på traditionel vis. Derfor taler vi også om nye måder at løfte kompetencerne på i Helsingør Kommune. Det arbejde er allerede i gang og vi forventer at kunne blive endnu bedre og mere skarpe til at kompetenceudvikle allerede fra næste skoleår.

For os handler det bl.a. om crowd sourcing hos lærere, pædagoger, forældre og børn samt at møde de professionelle voksne og børnene med et positivt udviklingssyn, hvor læring går hånd i hånd med kreativitet og skaberglæde.
Vi har også tanker om, at flytte udviklingen af nye kompetencer væk fra kursustankegangen og over i udviklende fællesskaber med lærere, pædagoger, børn, forældre og konsulenter.