BLOG
Empty article - Subtitle
Fra analog til digital undervisning
Der er mange muligheder og udfordringer i overgangen fra analog undervisning til digital undervisning. For at processen kan få et godt forløb, er det nødvendigt at forsøge at eksplicitere den tavse forståelse, der ligger til grund for vores undervisning. Det handler om vaner, formodet udbytte af undervisning og ikke mindst, tillid til de muligheder, der ligger i den digitale verden.
Den legitime undskyldning
Den legitime undskyldning ligger i undervisningens forudsigelighed. Som lederen på min skole udtalte: “Med tavle og kridt, går det aldrig helt skidt”. Hermed understreger han netop afhængigheden af ens primære værktøjer. Kridtet skifter ikke pludselig skrifttype, og tavlen skal ikke kalibreres hele tiden. Dermed opstår der ikke mulighed for ubekendte faktorer, der kan ændre præmissen for undervisningen.
Des mere vi bevæger sig ind i det digitale, des flere muligheder for kollaps opstår der. Parametre som internetforbindelse, smartboard, computermærker, stiktyper og sågar strøm, er alle med til at skabe en usikkerhed for, om den intenderede undervisning overhovedet kan gennemføres.
Selv i landets største kommune, Københavns Kommune, som er vant til mange brugere, kan der pludselig forekomme 5 uger, hvor internettets hastighed er langsommere end et 24 bits modem. I sådanne situationer er det essentielt at have en plan b, som ikke er digital afhængig.
Men når det er sagt, så ophører undskyldningerne. Det er og skal være lærernes ansvar at introducere, arbejde med og få eleverne til at reflektere over deres liv i den digitale sfære. Det er lærernes opgave at klæde eleverne på med digitale redskaber, der kan anvendes både i skolesammenhæng, men lige såvel uden for skolen.Men det store “million-dollar” spørgsmål er; hvordan kommer vi hertil?
Convenience er indgangen
Personligt er jeg mageligt anlagt, springer over hvor gærdet er lavest og elsker at slå to fluer med et smæk. Sådan tror jeg de fleste dybest set er, selvom de ikke vil indrømme det. Dette faktum er, efter min bedste overbevisning, indgangen til den digitale tidsalder.
Det skal give mening at ændre sin undervisning, så hverdagen bliver lettere. Det skal give mening at genbruge et materiale, og det skal give mening at dele det med kolleger. Ikke før disse parametre er åbenlyse for lærerne, bliver det aktuelt, at lærerne for alvor begynder at bruge de digitale muligheder.
Ipad'en er et godt eksempel på smooth indgang til det digitale. Den er nem at håndtere, den er hurtig, men vigtigst af alt, den kan “fange” eleverne. Ipad'en formår ofte at holde eleverne beskæftiget i længere tid og eleverne bliver opslugt af aktiviteterne med ipaden. Det er dog tvivlsomt om Ipad'en skaber mereffekt. Ja, den kan aktivere eleverne, men jeg oplever ofte, at netop dét bliver Ipad'ens primære effekt, og ikke elevens læring, der bliver genstand for valget af Ipad i undervisningen. Det er derfor essentielt at lærerne reflekterer over mer-effekt/ulemperne, ved valget af netop Ipad'en som didaktisk redskab.
Den lange og seje vej til Mer-effekten.
Igennem årene udvikler de fleste lærere et repertoire af vaner og best practises, som hele tiden bliver bliver finpudset. Denne udvikling foregår ofte tavst idet, at vi ikke italesætter de små tiltag som gør vores undervisning bedre. Digital-undervisning kræver ofte en ny didaktik og arbejdsgang med sine studerende/elever, som både kræver erfaring samt refleksion, hvis anvendelsen skal give en mer-effekt. I den sammenhæng er det ofte hensigtsmæssigt at lave en cost/benefits analyse, der strukturerer problematikken. Problemet er bare ofte, at denne analyse resulterer i at det førnævnte forudsigeligheds-aspekt bliver afgørende, fordi argumenterne for den ændrede arbejdsform ikke er eksplicitte for lærerne. Hvad er så argumenterne for dette skifte i didaktisk praksis?
Dette spørgsmål kan desværre ikke bare besvares gennem klicheer eller pangord, men kræver en revurdering af ens didaktiske praksis fra gulvplan til metarefleksion. Lærerrollen, rammerne, værktøjerne, indholdet, formen osv, er alle parametre der ændrer sig, når man vælger en digital tilgang. Et af de mere spændende tiltag i den forbindelse er det omvendte klasselokale (flipped classroom), der forsøger at vise potentiale ved at anvende ny teknologi. http://www.youtube.com/watch?v=iQWvc6qhTds
Men før lærerne kan vende sit klasseværelse, er der mange forudsætninger, som skal være til stede. Sagen er den at det omvendte klasselokale kræver noget andet af læreren. Han skal blandt at producere multimodal undervisning, han skal kunne formidle tilpas eksemplarisk og være bevidst om indholdets kompleksitet, så modtageren ikke har spørgsmål til forståelsen.
Babysteps til den digitale undervisning.
Det er ikke altid hensigtsmæssigt at kaste sig hovedkulds ud i det omvendte klasseværelse. Sandsynligheden for, at man brækker nakken og igen tyr til den vante undervisning er stor. Derfor kan det være hensigtsmæssigt af lave en 3.trins raket ind i det digitale undervisning. Digital formidling er et godt sted at starte. Det er altid muligt at krydre sin undervisning med ekstra multimodale lag. I den sammenhæng kunne det være relevant at lave små benspænd, der kan tvinge en ud i en mere alsidig formidling. f.eks. find altid en videostump om emnet, minimer tekst-slides eller forsøg dig med grafiske fremstillinger. Fordelen ved denne form ligger i trygheden. Du kan forberede dig hjemmefra og du kan minimere muligheder for kollaps. Ydermere forbedrer du dine produktionsmæssige færdigheder, så du ikke er på bar bund, når du skal facilitere dine elever i digitale fremstillinger. Elevproduktioner er næste skridt i raketten. Ideen om at elever er digitale indfødte og dermed selvkørende er i den sammenhæng ofte en skrøne. Eleverne skal stadig tages i hånden og føres igennem forskellige faser af produktionen. Det nye i denne sammenhæng ligger i at der på youtube.com og andre steder findes en enorm bank af hjælpevideoer, der kan hjælpe eleverne med de tekniske lag i alskens produktion. Lærernes primære rolle ligger i den sammenhæng i at sortere skæg fra snot og finde de videoer, der faktisk hjælper eleverne og som kan skabe transfer til de produktioner eleverne skal designe. Det sidste skridt i denne mini indgang til den digitale verden ligger i Deling og genbrug. Hvordan kan vi aktivere platforme, så eleverne deler naturligt og hvordan kan vi skabe rum, hvor tidligere produktioner bliver aktive i senere læringssituationer?. Her bliver lærernes didaktiske forståelse for alvor udfordret.
Men bare fordi det er svært, er det ikke ensbetydende med at vi ikke skal stræbe imod dette stadie. Hvis skolen ikke begiver sig ind på denne bane, har vi ikke mulighed for at præge elevernes digitale færden. Eleverne vil dermed møde omverden uden det filter skolen igennem tiderne, har været aktive medskaber af.
