BLOG
Empty article - Subtitle
Skal vi lære eleverne at snyde?
Internettet er de sidste par år blevet den primære vej til information i folkeskolen, men hvordan skal vi som lærere håndtere denne brandslange af information, der bliver sat for munden af de arme børn?
Der går ikke en dag i skolen, hvor jeg ikke hører kommentarer fra lærere, der enten har fanget elever i at kopierer opgaver fra internettet, eller lærere der skal lægge ører til fremlæggelser, hvor eleverne læser op af dokumenter, hvor indholdet og lix-tallene er klart over deres niveau.
En af de vigtigste kompetencer, eleverne skal have i dagens skole, er evnen til at sortere i informationsudvalget og aktivere informationen, så den bliver anvendelig i skolesammenhæng. Men denne kompetence bliver ikke på en forsvarlig vis iscenesat, så eleverne kan reflektere over deres valg af information. Kildekritik er ikke bare noget, der skal anvendes i historiefaget, nej med internettets rolle i dag er det afgørende, at læreren bliver bevidst om at inddrage dette aspekt, så elevproduktionerne ikke bliver ureflekteret copy/paste.
For meget copy/paste i skolen?
I forhold til copy/paste problematikken ved vi godt, at de største kunstnere og de største tænkere snød i den forstand, at de også “huggede” ideer og viden fra andre. Forskellen er bare, at de gjorde omverden opmærksom på dette, eller også kamuflerede de det, så det ikke var tydeligt plagiat.
Handler det så i bund og grund om at lære elever, hvordan de snyder på en forsvarlig måde, så dét, de “hugger“ fra andre, kan bruges i den kontekst læreren ønsker det?
Wikipedia er jo en gave i den sammenhæng, men ofte bliver denne gave behandlet som et råddent æg, der ikke må bruges i skolen. Men spørgsmålet er hvordan vi så kan anvende information til at lave besvarelser i folkeskolen? Og hvilke konkrete kildekritiske værktøjer skal anvendes før, eleverne kan fremstille produkter, der accepteres af læreren og verden udenfor?
Hvis du skal snyde, så gør det ordentligt!
Inden for computerspilsverden er et kendt fænomen “gaming the game”. Det går i bund og grund ud på at finde smuthullerne, der findes i et spil, så man kan springe over hvor gærdet er lavest. Dette gør sig også gældende i skolen, hvor lærerne definerer om en opgave er løst tilstrækkeligt, så eleverne kan fortsætte til næste “level”. Men spørgsmålet er om vi skal smide dem ud af spillet, når de prøver at “game the game”, eller om vi i højere grad skal lære eleverne smuthullerne at kende, så de kan leve op til “game-makerens” krav. Det kunne f.eks. være ved at hjælpe eleverne med at citere forfatterne, som de kopierer fra, eller vise dem hvordan de kan bruge google oversæt, så de kan rette de steder, hvor værktøjet fejler.
“Hug ting, en god gammel dansk tradition”
- Lasse Rimmer, Casper og Mandrilaftalen.
