BLOG
Empty article - Subtitle
Små it-skridt flytter også skolen digitalt
Underkender vi de små daglige digitale skridt, der hver eneste dag tages i skolen?
Når it i skolen er på dagsordenen, er det ofte enten enkeltstående ildsjælsprojekter, der beundres, eller det er it som en manglende dimension, der begrædes. Men hermed kommer man måske til at underkende de små it-fremskridt, der gøres i den praktiske virkelighed i skolen. Det er ikke altid de store forkromede it-projekter, der flytter undervisningen. Den glidende - for nogle nok lidt langsommelige - proces med at integrere it i den daglige rugbrødsundervisning rykker faktisk ofte i den rigtige retning.
Streaming af TV
Et eksempel på et sådant lille skridt er muligheden for at streame tv-udsendelser og film på de forskellige digitale platforme. Først og fremmest som en fordel ude i klasseværelserne, men også som en kæmpegevinst i forbindelse med lærernes forberedelse. En mulighed der for bare få år siden slet ikke kunne lade sig realisere.
E-bøger i skolen
Et andet område som også har været en rum tid om at nå ud i skolens virkelighed er anvendelsen af e-bøger. Ligesom med film og tv har der været både it-praktiske, og oprethavsmæssige forhold omkring e-bøger, der har besværliggjort processen, men nu ser det ud til at både billedbogen i indskolingen og ungdomsromanen i overbygningen, som det naturligste kan læses digitalt af alle elever.
Digitale billeder
Andre områder, hvor det digitale element langsomt er sivet ud i skolens dagligdag, er for eksempel digitale fotos, små videoproduktioner eller lommefilm. Her er den digitale inddragelse også sket over en forholdsvis lang årrække, hvor det for ildsjælene kan synes som årtier siden, de første digitale kameraer blev udlånt til eleverne.
Hvad bliver fremtidens små it-skridt?
Det kan være svært at se hvilke it-skridt, der i den nærmeste fremtid vil flytte skolens undervisning. Måske slår anvendelsen af digitale spil efterhånden igennem? Eller vil vi om nogen år finde det naturligt at inddrage robotprogrammering eller 3D-print i undervisningen?
Lad de små skridt komme frem
Det kunne være godt at høre mere til nogle af de små skridt, der tages i skolen, meget gerne fra lærere, der ikke er ildsjæle, men som bare stille og roligt inddrager it i undervisningen.