BLOG

BLOG

Empty article - Subtitle

Hvad vil vi med FOLKESKOLEN?

Når pengene er knappe, så kan det næsten blive et tabu at tale om hvad man ønsker for folkeskolen. For stikker man blår i øjnene på folk, når man ønsker sig noget man ikke nødvendigvis kan levere? Jeg mener, at det er helt nødvendigt, at vi politikere tør sige hvad vi arbejder for og går i dialog om hvad der er brug for. Også selvom pengene ofte ikke rækker hele vejen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som forkvinde for Børn og Unge-udvalget og som gymnasielærer med en halv masteruddannelse i gymnasieledelse og didaktik trækker jeg på en god blanding af viden og personlige erfaringer, når jeg udtaler mig om folkeskolen. Jeg har en stærk værdimæssig forankring, idet jeg selv er vokset op et velfungerende og idealistisk bofælleskab i en forstad til Aarhus. Samtidig har jeg 10 gode år på Beder skole i min rygsæk.

I dag har jeg tre børn, hvoraf de to går i skole. Vi har både erfaring med folkeskolen og med privatskole.

Noget af det jeg ser, er, at forældre uanset hvilken skole de vælger eller er nødt til at vælge, så vil de deres børn det bedste. Det der ofte gøres sort-hvid er i høj grad fyldt med nuancer. Men nogle ting tegner sig tydeligt for mig.

Folkeskolereformen ville mange gode ting for vores børn og unge. Men det forekommer tydeligt, at reformen har haft sin pris. Den længere skoledag har optaget ressourcer, som gør at folkeskolen er presset økonomisk. Vi har helt grundlæggende brug for flere ressourcer, der kan sætte folkeskolen mere fri. Når vi i forbindelse med budgetforhandlinger lykkes med at tilføre milioner til folkeskolen, så kan man som politiker have en oplevelse af, at midlerne, som man har kæmpet hårdt for, forslår som en skrædder i helvede.

Samtidig kan vi se, at motivationen er alt for lav, særligt i udskolingen i Aarhus. Både elever og lærere giver tydeligt udtryk for, at de ikke får ret meget ud af den sidste time på skoleskemaet. Derfor ønsker jeg mig, at vi får bedre muligheder for en kortere skoledag og samtidig får frigivet midler til at arbejde mere med tolærerordninger og rummelighed i folkeskolen. 

Rigtig mange børn, særligt i indskolingen, har ikke meget godt ud af at være i en skoleklasse med 28 børn. Når man går i de yngste klasser er der større udfordringer med det basale og lydniveauet er ofte alt for højt. Jeg havde selv stor gavn af en klassesammenlægninger i 7. klasse, men der fungerede klassesammenlængningen som et fornuftigt og motiverende sceneskifte på en velfungerende årgang. Jeg er udelukkende tilhænger af klassesammenlægninger der giver mening rent pædagogisk og derfor vil jeg gerne skabe mulighed for, at det i mindre grad er økonomiske hensyn der betinger klassesammenlægninger. Et redskab kan være at sænke klassekvotienten. Dog er det vigtigt for mig, at man fortsat har mulighed for at lave klassesammenlægninger og for at have flere elever i klasserne, der hvor det giver mening.

Vi har længe vidst, at bevægelse har stor betydning for indlæring. Vi ved også, at fysisk inaktivitet er den største trussel mod folkesundheden i det 21. århundrede. Man siger, "sitting is the new smoking" og det er der god grund til. Det har selvfølgelig stor betydning for os der underviser. Og i denne tid, er jeg sikker på at rigtig mange har mærket hvor ulideligt det er at sidde time efter time på en stol foran en computer. I hverdagen har vi som lærere det privilegie, at vi står op og bevæger os en del. Meget mere end eleverne. Vi er nødt til at gentænke hvordan vi integrerer bevægelsen i skoledagen og sikrer, at børnene og de unge også får pulsen op. Nogle skoler og lærere har knækket koden, men vi skal have alle med.

Et sidste hjertesuk herfra i denne omgang skal handle om de børn der har særlige udfordringer. Det kan være børneinkontinens, autisme, ADHD, angst eller andet. Alt for ofte ser jeg, at deres forældre søger mod privatskoler, fordi de ønsker at der tages flere særlige hensyn og også bedre kan overskue opgaven og samarbejdet på en mindre skoler med færre elever i klasserne. Vi må indse, at vi år efter år ser en stigning i antallet af sårbare børn og unge. Jeg har også set denne udvikling gennem en årrække i gymnasieskolen. Det har krævet, at jeg som lærer har været nødt til at sætte mig ind i hvordan jeg bedst kan forholde mig til de elever, der fx har adhd eller selvskader. Og jeg har gjort mig store overvejelser over hvordan jeg arbejder med de elever i et klassefællesskab. 

For år tilbage var jeg på en studietur, hvor en række elever havde særlige problemstillinger. En pige med OCD var nødt til at få nøglen til mit værelse, så hun havde et sted, hvor hun kunne søge hen, når hun havde brug for at være alene. Hun beskrev overfor mig, at det var lige som om alting døde indeni. Det stiller store og særlige krav til folkeskolen, at vi ser denne udvikling. Og dette område fortjener vores store opmærksomhed. Jeg er gået væk fra at kalde det inklusion. Men vi skal alle være her og det skal helst ikke være på bekostning af andre. Hvordan løser vi denne gordiske knude i folkeskolen? Et vigtig svar er for mig at tilføre de nødvendige ressourcer. At arbejde med mellemformer og helt generelt at arbejde med opkvalificering og viden i forhold hvordan vi bedst hjælper de børn og unge der er tale om.

Der var meget mere der skulle siges. Men nu har jeg taget hul på noget der var svært. For vi skal turde drømme og vi skal sige hvad det er vi ønsker os for folkeskolen. Kun sådan kan vi komme videre. Og det skal vi. For folkeskolen er så vigtig, at jeg har svært ved at beskrive det. Folkeskolen er det fundament jeg selv står på og det fællesskab der trodser alle skel og binder os sammen som samfund. Det er værd at kæmpe for.

Powered by Labrador CMS