Er du træt af klimadebatten?

Det kan føles lidt overvældende med al den opmærksomhed omkring vores klima. Helt nede i børnehaver og nulte klasse taler lærerne og pædagogerne med børnene og eleverne om klima forandringer.

Hver dag har jeg overvejelser omkring mit eget energiforbrug, hvad jeg spiser, hvad jeg gør ved mit affald, hvordan jeg køber ind, når jeg transporterer mig rundt, når jeg børster tænder og vasker hænder, når jeg er ude i min have. Hele dagen fylder det, at gøre sig umage med at gøre noget, der ikke er klima belastende.

Det er paradoksalt, at vi på den ene side vil gøre rigtig meget for klimaet, som særdeles nødvendigt. Der er næsten gået mode i denne attitude. Se de mange – specielt politikere, der bærer det runde emblem med de 17 verdensmål. Samtidig er der en tendens til mæthed omkring temaet. At det næsten er for meget.

Holder interessen

Holder det? Er det bare en bølge? Vil interessen blive ved de næste år? Er der tale om en grundlæggende forandring i vores måde at opfatte verden på?

Ja, det mener jeg.

Men der skal nye nuancer på i den løbende debat og indstilling til klimaet – og ikke mindst: at klimaet er en del af en større global omstilling. En ny måde at leve på. Derfor skal klimaet også ses i forbindelse med for eksempel social bæredygtighed, hvor uddannelse og kultur er en del af denne sociale bæredygtighed. Ændringer i adfærd og personlige overvejelser, starter med vores grundlæggende værdier, kultur og uddannelse.

Den norske klimapsykolog Per Espen Stokness har skrevet et bog om dette tema og nævner, at der findes nogle psykologiske barrier for at lukke ned, når klimaområdet og debatten om klima bliver for meget. For det første prøver vi enten at fortrænge eller afværge de dårlige nyheder om klimaet. Sikkert fordi medierne ofte tager et dommedags perspektiv på de nyheder de leverer. Vi hører om det ekstreme vejr eller ser, når isen smelter på Grønland.

Afstanden

En anden barrier er afstanden. Ofte er det langt væk, når der sker noget alvorligt.  Når det er langt væk og ikke føles nærværende mister det intensitet og personligt engagement. Følelser er vigtige, når der skal formidles om klima og klima forandringer.

Lad os tage den med de dårlige nyheder først. Kampen mod klimaforandringer er faktisk blevet bedre og flere og flere gør noget. Fredag den 27. september er der erklæret ”Break for Climate” i Danmark, der følger efter en global klimastrejke.

Den største udfordring for handling er at politikerne går efter at blive valgt. Derfor gør de ikke meget ved klimaet, eller også gør de noget, når der er katastrofer. Samtidig venter vælgerne på at politikerne gør noget ved deres bekymring. Der opstår derfor en tilstand af gensidig afventning, som nu ser ud til at være opløst med den nye regerings politik på klimaområdet. Dette tøbrud (undskyld udtrykket) skal bevares og følges op af den sociale bæredygtighed, så børn og elever ikke bliver angste eller fortvivlede og for overvældede.  Derfor skal de politiske tiltag, der nu er i gang følges op af en national strategi på uddannelsesområdet, der sikrer håb i stedet for desillusionering.

Håb, konkrete og personlige og kompetente handlinger i samarbejde med andre, der bygger på et videnskabeligt grundlag, kan være med til at gøre vores børn og unge i stand til at tro på, at det nytter noget.