MÅL 5: Ligestilling, som en mand ser det

Lad mig starte med to personlige oplevelser som MAND i Afrika. Den ene foregår i Tanzania, hvor jeg opholdt mig i en længere periode i forbindelse med et forskningsprojekt om sport og kropskultur hos sukumaerne, der lever i det nordøstlige Tanzania ved Victoriasøen.  Ofte sad jeg i køkkenet og snakkede med kvinderne, om specielt madlavning, børn og deres arbejdsliv.  På et tidspunkt begyndte de alle sammen at fnise og grine, som jeg ikke havde oplevet før. Normalt er sukumaerne meget let til latter og glade historier, men her var der noget specielt på færde. Årsagen til latteren var bundet i kulturen, da manden ikke har adgang til køkkenet.  Derfor var der nogle af kvinderne, der begyndte at kalde mig et øgenavn på sukumasproget, som betød: Manden der godt kan lide at være i køkkenet sammen med kvinderne. Det var kun acceptabelt i mit tilfælde, fordi jeg var fra Europa, som sukumaerne ofte mener, opføre sig lidt mærkeligt.  Jeg blev her betraget som en kvindagtig mand!

Mandschauvinist

Min anden oplevelse foregik for et par år siden, hvor jeg var rejseleder og ansvarlig for et samarbejde mellem en læreruddannelse i Danmark og en læreruddanelse i Kenya. To kvindelige danske lektorer skulle tilbage til lærerseminariet i Kenya, efter en tur inde i Nairobi. Da jeg selv boede i Nairobi og det var om aftenen, ville  jeg helst ikke tage turen både til læreruddanelsen, der lå godt 2 timers kørsel og tilbage igen sammen aften/ nat. Jeg fik derfor en aftale med en taxi chaufør, jeg kendte og havde tillid til, om han ville tage turen. Men nu begyndte en mere ubehagelig samtale, der bestod i, at de to kvindelige lektorer mente, at have hørt mange fortællinger om taxa chaufører, der kunne finde på at stjæle eller i værste fald voldtage de to kvinder. De kom dog afsted og alt endte fint, uden at de to blev forulempet på nogen måde. Her blev jeg efterfølgende betragtet som mandschauvinist og kvinde undertrykker, fordi jeg ikke havde kørt dem tilbage til det sted, hvor de boede.

I begge fortællinger er det manden, der er udsat for forskellige opfattelser af, hvad mænd kan tillade sig. Og det ses, at de kulturelle koder, ofte har en stor indflydelse på den måde, man anskuer manden og kvinden.

Danmark som foregangsland?

Det er dog stadig sådan, at der eksisterer en ulige løn på det danske og sikkert mange andre arbejdsmarkeder, hvor manden tjener mere en kvinden for samme arbejde. Samtidig tager kvinder længere barselsorlov end mændene.  Ifølge World Economic Forums Global Gender Gabs rapport fra 2017, ligger Danmark nr. 14, når det gælder ligestilling, medens de øvrige nordiske lande ligger i top 5. Så der er fortsat et stykke vej for Danmark, der normalt betragter sig selv som foregangsland på området. Mænd tjener i gennemsnit mellem 17 og 21 procent mere end kvinder. Og forskellen har stort set ikke ændret sig i løbet af de seneste 10 år. Det viser tal fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Internationalt kæmper Danmark for, at der skal opnås ligestilling mellem kønnene. Og vi har også en stærk profil på dette område. Det kniber dog med at integrere de gode ønsker i mange dele af selve bistanden. For eksempel hævder 92 gruppen, Forum for bæredygtig udvikling, i deres ”Skyggerapport” fra 2017, at Danmark kun bruger 1 pct, af udviklingsbistanden i 2014, på en målrettet ligestilling mellem kønnene.

En stærk kvinde

Lad mig vende tilbage til Kenya.  I 2011 dør en af de førende kvindefortalere i udviklingslandene, Wagari Maathai. I en hel menneskealder havde hun både kæmpet for kvinders rettigheder, miljøet og ikke mindst imod det meget mandsdominerede samfund, som findes i mange afrikanske lande. Hun var uddannet indenfor medicin og fik en Ph.d fra USA og blev efterfølgende professor i Kenya. Hun blev berømt for sin indsats indenfor miljøet, hvor hun helt tilbage i 1977 startede med at plante træer. Det blev både en kamp for kvinders rettigheder og starten på en verdensberømt miljøbevægelse, kaldet Green Belt Movement. Hos kikuyerne, hvor hun kom fra, var det tidligere tabu for kvinder, at plante nye træer. Samtidig så hun nødvendigheden i at plante træer for kvindernes skyld, da det var dem, der skulle hente brænde hver dag. Hun formådede derfor at forene kvindekampen med miljøaktivisme, som ikke gjorde hende populær i det meget mandsdominerede Kenya. Da hun også startede en protest mod den daværende regeringsleder, Daniel Arap Moi, som igennem en korrupt og enerådende politik, så igennem fingre med, at hans politiske venner fik tildelt land, og skovområder (landgrabbing), blev det for meget for regeringstyranen, der fængslede hende. Det var måske en af årsagerne hun fik tildelt Nobels Fredspris i 2004.

Alene hendes historie burde være fast pensum for alle elever, når de skal arbejde med de 17 Verdensmål.

Links: https://www.greenbeltmovement.org/wangari-maathai