Juleaften og verdensmålene

Et af de mest ikoniske billeder i verden, blev taget da én af astronauterne på Apollo 8, som cirklede rundt om månen den 24. december 1968, så ud af vinduet og fik øje på den lille jord. For første gang i verdenshistorien så vi planeten, der som en sårbar rund uskyldig levende kugleformet bold rejste sig op over månens overflade.

Ladet med symbolik

Der er så meget symbolik i det billede. Taget i 1968 og så den 24. december. Selvom det omtales som den blå planet, hvor havet dominerer, og som jeg beskrev i min sidste blog under verdensmål 14, viser billedet hele kloden som en én blandt mange i universet. Vi er ikke centrum længere. I 1968 var den vestlige verden rystet af en kulturrevolution. Med korrektioner på datoen, har en stor gruppe af mennesker på denne lille klode valgt at bruge den 24. december, som fødselsår for én ud af de mange guder og religioner – kristendommen. En klode der i dag efterhånden er befolket af mere end 7,6 milliarder mennesker.  

Ny geologisk periode

Siden dette billede blev taget besluttede en gruppe eksperter fra den Internationale Geologiske Kongres (IGK) i 2016, at vi nu er i en ny geologisk periode kaldet den Antropocæne tid. En tid, der betyder at, det for første gang i menneskehedens historie (ikke klodens) er os selv som mennesker, der får afgørende indflydelse på hele klodens fremtid. Navnet, antropos, betyder menneske og henviser til, at menneskers indflydelse på Jordens nuværende tilstand og fremtidige udvikling, er blevet så gennemgribende og forandrende, at mennesket nu er en geofysisk kraft på linje med naturlige fænomener som vulkaner og storme (artikel fra DIIS).

Det betyder vi for første gang i klodens historie er den skabning, der kan påvirke vind og vejr og geologiske forandringer. Noget der i tidligere tider var overladet til kræfter udenfor mennesket. Det betyder et andet blik på hele klodens udvikling. Et blik, der både betyder at vi skal forstå helheden og detaljer – samtidig. Det lokale og det globale samtidig. Det indre i mennesket og det ydre som integrerede dele og ikke som noget indre og ydre, som er adskilt.

Skovens betydning for kloden

Derfor er udfordringen i mål 15 en af de helt store: Hvordan kan vi bevare livet på land. Beskytte kloden, hvor genopretning, bæredygtighed, støtte til biodiversitet, brug af kloge økosystemer på land, fremme af bæredygtig skov, bekæmpelse af ørkendannelse, vil være vigtigt.

Som noget helt nyt i verdenshistorien er menneskeheden begyndt at råbe op, når der fældes og ryddes for meget skov i Amazonas, Brasilien, fordi det skaber problemer for hele kloden, at biodiversiteten mindskes fordi der i øjeblikket fældes mere end 50 % af skoven. Siden 1970 er mere end 18 gange Danmarks areal blevet fældet i Amazonas.

På et tidspunkt var jeg med til at lave en dokumentarfilm om skoven betydning i Kenya. Vi rejste rundt i det nordvestlige Kenya og så, hvor meget kenyanerne prøver at bevare skoven i dag. En af de store udfordring er, at skoven fældes fordi agerbrugere og bønder, vil dyrke jorden og bruge den til specielt fødevarer.

Skoven som en del af det forfinede økosystem

Det kan være svært at se skoven, som en del i det store økosystem: Træerne kan, som man lærer det i de mellemste klasser, binde kuldioxid fra luften (CO2) med vand fra jorden (H2O) og dermed danne sukker (C6H12O6) og ilt (O2). Energikilden er solen. Kulstoffet er altså byggesten i planterne – som i alt andet levende. Om natten ånder planterne, og så forbrænder de noget af det sukker (glukose) de har dannet og afgiver kuldioxid til luften igen. Vi ved også at Jordens største områder for biodiversitet findes i de tropiske regnskove: Dels at der er tale om meget store arealer, dels at der gennem lange tid har været stabile klimaforhold. Desuden er der både over korte og lange tidsrum forstyrrelser, fra væltende træer til store jordskred. Det er med til at forny sammensætningen af planter og dyr og til at sætte gang i udviklingen af nye arter.

Når mennesket fælder træerne i Amazonas eller i Kenyas skove handler det også om fattigdom og profit. For den fattige bonde er det livsnødvendigt at få jord, der ikke er udpint og for det profithungrende firma, der driver skovvækst er der tale om øget vækst. Det er det politiske niveau, der skal i gang med at beslutte og tage vare på fælleskabets bevarelse af biodiversitet og skovens fortsatte eksistens.

Sej kvinde fra Kenya vi kan lære af

I Kenya mødte vi forskere og folk der var ivrige efter at bevare skoven, både ælde træsorter og nyplantning af mere skov.  Her møder vi også en af historiens store personligheder, der etablerede ”Green Belt Movement”, som nu er en verdenskendt organisation, der støtter nyplantning af træer. Hele bevægelsen, som har plantet mere end 51 mio. træer i Kenya, blev startet i 1977 af den kvindelige og nu afdøde professor i biologi Wangari Maathai.  Hun fik Nobelt Fredspris i 2004 – ikke fordi hun var professor i biologi, men mere fordi hun både var økopolitisker, kæmpede for kvinders rettigheder og specielt på grund af hendes arbejde med Green Belt Movement, menneskerettigheder og miljøbeskyttelse – faktisk længe før det blev rigtig folkeligt, også herhjemme. I det mandsdominerede Kenya, var hun ikke altid lige populær. Hun døde i 2011, hvor hele Kenya var i landesorg.

Et glimrende undervisningsforløb, der handler om mål 15 kan tage udgangspunkt i en tur i skoven, få viden om hele skovens økosystem og hvordan skoven kan være en vigtig del i at fremme bæredygtigt skovbrug. Videre til hvordan biodiversiteten kan bevares og undersøge sammenhængen mellem de globale økosystemer.

Det er kvinder som Wangari Maathai vi skal være glade for og støtte, så vores børn og børnebørn kan tage til månen og have billeder med hjem, som viser at vi kan passe på den lille runde, skrøbelige planet vi kalder vores klode.

God jul!

Links:

https://www.skoven-i-skolen.dk/natur-og-teknik/fødekæder-i-skoven

http://www.greenbeltmovement.org/wangari-maathai/biography

http://www.greenbeltmovement.org/

https://www.diis.dk/publikationer/politiske-udfordringer-antropocaene-tidsalder