Hvordan integrerer vi bæredygtighed ind i grundskolen?

På en større skole arbejder man i en temauge for de ældste klasser med det overordnede tema: forholdet mellem mennesker og natur. Eleverne vælger sig ind på forskellige fag, hvor fagdisciplinernes forskellige metoder bestemmer den fagligt relevante problemstilling, som eleverne skal arbejde med.

Fagenes blinde pletter

I slutningen af ugen mødes elever og lærer og diskuterer, hvad de har lært og snakker specielt om, hvad de forskellige faglige tilgange har givet af viden og erfaring i arbejdet med menneskets forhold til naturen. I danskfaget har eleverne arbejdet med litterære analyser af menneskets samspil med natur, med historiske kilder i historiefaget og i biologi med eksperimenter. I diskussionen kommer man ind på, hvordan de enkelte fag kan supplerer hinanden og samtidig se de ’blinde pletter’ i hinandens fagligheder. Det viser noget om den kompleksitet, der er forbundet med at beskæftige sig med bæredygtighed i skolen.

Eksemplet er hentet fra en ny bog: Bæredygtighedens pædagogik – forskningsperspektiver og eksempler fra praksis, som er redigeret af Jonas Andreasen Lysgaard og Nanna Jordt Jørgensen fra Forlaget Frydenlund Academic.

Fagenes sammenskudsgilde

 Med udgangspunkt i praktiske eksempler som ovenstående, diskuterer forfatterne til artiklen om bæredygtighed i grundskolen (Katrine Dahl Madsen Jonas Andreasen Lysgaard) og om udfordringerne ved at integrere bæredygtighedstemaet som en emneuge i grundskolen.  En udfordring kan være at emnet bliver endnu et emne, der skal lægges oveni en i forvejen fyldt læseplan.  Man kan også tilføje at emneuger ofte bliver en slags fagenes sammenskudsgilde, hvor fagene blot tilbyder sig. Det enkelte fag bliver ikke nødvendigvis integreret i et funktionelt tværfagligt forløb, der ser på de mere grundlæggende udfordringer som for eksempel, at naturfagene ofte spiller en overordnet rolle i bæredygtighed, der tilsidesætter humanistiske og samfundsvidenskabelige tilgange.

Forfatterne tager derimod fat et andet relevant sted, hvor de henviser til, at flere uddannelsesforskere peger på, at der må tænkes mere ambitiøst, så temaet om bæredygtighed, skal gælde hele skolen som et grundlæggende uddannelsesprincip. På den måde skal man tænke teamet ind som en helskoletilgang – eller det, der internationalt, kaldes ”whole school approach”.  Så frem for at integrere bæredygtighed, der legitimerer at skolen arbejder med bæredygtighed, ganske vist i små doser, bør det tænkes ind i hele skolens drift, form og indhold. Det vil sige både at medtænke skolens forhold til kantinemad, affaldshåndtering, selve undervisningen, skolens medarbejdere og samarbejdet med lokalsamfundet.

Handleerfaringer

Der er masser af andre udfordringer, dilemmaer og forhold mellem bæredygtig udvikling og pædagogik der diskuteres i denne første egentlige grundbog om bæredygtighed og pædagogik. I afsnittet om grundskolen er der flere eksempler på hvordan handleerfaringer spiller en stor rolle i at udvikle handlekompetence hos eleverne, så eleverne forbinder sig med indsigt, viden og måder at forstå, hvad bæredygtighed er, og derefter får lyst og interesse i at gøre noget på en visionær måde. I modsætning til den mere adfærdsmodificerede måde, hvor lærerne eller eksperterne skal fortælle, hvordan de skal handle bæredygtigt og rigtigt, uden at de egentlig forstår hvorfor.

Vision og ambition om en bæredygtig skole?

Specielt for skoler, der skal i gang med at gøre en vision om en mere bæredygtig skole til virkelighed, vil det være en god ide at anskaffe sig denne bog. Men også for lærere, der tænker på at støtte deres elever i en mere bæredygtig fremtid, er der gode tanker og gode diskussioner at hente i bogen, hvor mange af de mest fremtrædende pædagogiske forskere herhjemme, der arbejder med uddannelse og bæredygtig udvikling, har skrevet.