BLOG
Empty article - Subtitle
Praksischok eller teorichok
Hvis man kaster sig ind i debatten om læreruddannelsen, så er der et ord og emne, som altid går igen. Senest i evalueringen af den seneste læreruddannelse. Det er ordet, som er indhyllet i alskens værdi og frygt: praksischok. Men hvor tit dykker vi ned i sagen uden at tillægge ordet negativ værdi? Har vi husket at se på hvad der egentlig ligger i problematikken?
Okay, inden nogen sætter temperamentet på fuld gas og glemmer at læse hele indlægget, så vid lige dette: da jeg var formand for Lærerstuderendes Landskreds stod jeg selv og råbte højt om praksischok og jeg kender statistikken om nye læreres frafald fra faget inden for de første år. Men jeg har også selv været ny lærer, mødt mange nye lærere i deres første job, og ikke mindst, så har jeg fået et praksischok da jeg skiftede job fra en skole ved søerne på Østerbro til en landsbyskole uden for Køge.
Jobskifte-chok
Jeg fik et kæmpe chok, da jeg fandt ud af hvor anderledes man drev skole og hvor meget rammerne påvirker hverdagen. På papiret er det begge folkeskoler, men i praksis er de ikke lig hinanden. Derfor fik jeg et praksischok. På godt og ondt. Sådan er det jo nemlig med at blive overrasket over ting. Man forundres over, at den verden man lever i, ikke er den rigtigt – eller i hvert fald den eneste. Jeg tror, at alle som har skiftet skole –især fra en kommune til en anden – ved hvor vildt et skifte det kan være. Meget vildere end hvis man skifter branche, for der vil man sjældent have en forestilling, som kan chokeres, om hvad den nye branche er.
Praksischok handler altså ikke nødvendigvis om noget dårligt, men om det faktum, at man har én forestilling om hvordan folkeskolen ser ud, og den bliver så ændret markant når man møder sit første job.
Læreruddannelsen uddanner til kerneopgaven
Hvorfor er det så særligt for læreruddannelsen – og det er det faktisk – at man taler så meget om praksischok? Burde sygeplejerske og pædagoger ikke også opleve det? Jo i nogen grad, og det tror jeg også at de gør. Men mit bud er, at det er kulturen som skaber chokket, ikke selve arbejdsopgaven. Det ikke kerneopgaven, som i vores fag er undervisningen, som skaber de største praksis-overraskelser. Det er måske faktisk undervisningen, som er mest sammenlignelig fra skole til skole (hvor kerneopgaven nok fylder mere i andre professionsjobs). Men alt det rundt om som man forbavses over; antallet af møder, forældresamarbejdet, mødestrukturen, forældresamarbejdet, team-samarbejdet (eller mangel på sammen), forældresamarbejdet, It systemer, forældresamarbejdet, ledelsens stil, forældresamarbejdet, sociale arrangementer osv.
Selv som lærerstuderende får man opbygget en forhåndsforståelse af, hvordan en skole ser ud og fungerer, men når alle skoler er forskellige, så kan man ikke vide hvordan presset og kulturen er på den enkelte skole, som man begynder sin lærerkarriere på.
Det vigtige her er, at overraskelsen/chokket ikke blot er negativt. Personligt begyndte jeg mit første rigtige lærerjob på den samme skole, som jeg havde været vikar-tilknyttet gennem hele min læreruddannelse, så jeg havde intet praksischok. Jeg kendte skolen. Til gengæld fik jeg så chokket da jeg skiftede til en landsbyskole sidste sommer. Vores PLC fungerer helt anderledes, måden at drive teams på er markant anderledes – eksempelvis fordi der kun er én klasse per årgang her kontra tre på min gamle skole, hvilket giver nogle logisk anderledes team-opbygninger. Og arbejdspresset er noget helt andet. For mig var det et meget positivt chok over den anderledes praksis. Det har forstyrret min hjerne og min måde at tænke skole på.
Alt dette ændrer ikke på, at mange nye lærere knækker nakken når de kommer ud, og jeg anderkender, at vi skal hjælpe dem. Personligt har jeg foreslået at man får et slags pædagogikum det første år man starter i folkeskolen, så ja, der er tiltag, som kan gøres.
Terorichokket i lærerværelserne
Men mit ærinde her er, at vi også må forstå os lidt mere på problematikken. Og jeg husker tydeligt selv at have oplevet klassikeren over dem alle: Som praktikant kom jeg fyldt med selvtillid og favnen fuld af teoribøger og gode ideer, men lærerne på praktiskskolen fik hurtigt fortalt mig, at jeg godt kunne glemme det der med at forberede mig grundigt og bruge teorier når jeg kommer ud i praksis, ”glem det du har lært, virkeligheden er noget helt andet”, som de sagde. Og hold nu op hvor er det den største løgn og farligste sætning som kan siges på et lærerværelse. For det, som lærere i virkeligheden siger, når de siger dette er, at ude i virkeligheden, der kan man ikke finde ud af at bruge pædagogiske og didaktiske teorier. Er det en god ting? Hvorfor accepterer vi den sætning og stiltiende sandhed på lærerværelserne? Alle lærere burde til stadighed arbejde med teorier og diskutere dem med hinanden. Hvor mange lærere gør det idag? Der bliver diskuteret strukturer og rammer, men hvem har sidst nævnt Olga Dysthe, Frans Ørsted, Per Fibæk, eller gode, gamle Klafki eller min gode ven Alexander Von Oettingen? Virkelighedens skoler mangler i høj grad teoretisk forståelse og diskussion. Og det er det, som er det virkelige praksischok. Eller skal vi kalde det teorichok? For det er chokket over manglende teoretisk viden og indsigt, som ofte skaber afstanden mellem gamle og nye lærere. Alle de nye lærere jeg møder, er superlærere. De kommer med mod, viden og en masse ideer til hvordan man kan udvikle og tænke undervisning. De er åbne for eksperimenter, for at inddrage eleverne og for at samarbejde med hinanden om at skabe fællesskaber og undervisning. Præcis ligesom man gjorde på studiet. De får desværre bare et chok, når lærerværelset ofte er gabende tomt for didaktisk-teoretisk-udvikling.
Hvis Danmarks Lærerforening og den danske lærerstand skal være med til at mindske praksischokket for nye lærere, så skal vi hive os selv i nakkehårene, åbne en af de gamle, støvede teoribøger og smide den gamle plade om ”virkeligheden” ud. Læreruddannelsen er ikke den eneste del af problemet når det kommer til praksischok, og vi lærere kan godt selv gøre en forskel.
