BLOG
Empty article - Subtitle
Folkeskolen og børns pornoforbrug
Der er brug for, at folkeskolen tager sit medansvar for børns omgang med den altdominerende netpornografi mere alvorligt.
Den aktuelle sag om deling af børneporno og digitale seksuelle krænkelser har ført til sigtelse af ikke færre end 1004 unge mellem 14 og 22 år, fordelt over hele landet. Krænkelserne fandt sted i 2016, og de sigtede var på dette tidspunkt altså ned til 12 eller 13 år.
Det er indlysende, at sagen udgør et problem også for folkeskolen, fordi der blandt de tiltalte er børn i skolealderen. I en artikel i Berlingske den 21. januar gav en række organisationer i den anledning råd til, hvordan unges deling af nøgenbilleder på nettet kan stoppes, og også folkeskoleinstanser var repræsenteret her.
Jakob Bonde Nielsen, formand for Danske Skolelever, gjorde i artiklen opmærksom på dette problem: "Vi får alt for lidt og alt for dårlig undervisning i digital opførsel og seksualitet. Bare det, at sådan noget her kan ske, viser det." Hvis det udsagn udtrykker en generel tendens på landets folkeskoler, forestår der i hvert fald lidt af et oplysningsarbejde. Han henviste dog til projektet WiFive, hvor fjerdeklasser får undervisning i, hvordan man opfører sig på de sociale medier, samt til et kommende projekt for de ældre skoleelever, som bliver bedt om at tage et såkaldt digitalt kørekort.
I artiklen udtalte Jeanette Sjøberg, formand for undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening, sig også. Det var forstemmende at læse, hvor lidt hun havde at sige, sagens alvor taget i beragtning, og hvor lidt selvransagelse i læringsmiljøerne for børn, hun lagde op til. På spørgsmålet om, hvad der set fra hendes stol kan gøres for at hindre lignende sager fremover, svarede hun pligtskyldigst: "Vi er jo nødt til at forholde os til det på en eller anden måde." Og hun fortsatte i samme boldgade: "Vi skal finde ud af, hvordan eleverne opfører sig på sociale medier. Vi kan have nogle formodninger, men vi ved det ikke."
Hvis hendes ord står til troende, antyder de muligheden af en decideret ansvarsfralæggelse fra skolens side – og ordene indikerer ikke blot, at folkeskolen måske slet ikke er rustet til at tage udfordringen op, men også, at den indtil nu ikke har haft tilstrækkelig opmærksomhed på problemet. Det må nok siges, at den aktuelle sag er et wake up-call, efter hvilket ingen skoler har nogen mulighed for længere at undgå at forholde sig til problemet.
Jeanette Sjøberg sluttede sin udtalelse af ved at henvise til, at almindelig travlhed i skolerne gør det svært at tage udfordringen seriøst op. Og så sendte hun aben videre til forældrene: "Men der er også rigtig mange opgaver ude op skolerne, så der er ikke tid og ressourcer til at gribe alle de bolde, der kommer. Derfor kan vi ikke løse det alene. Det kræver nogen, der kan sætte det i gang og tage det overordnede ansvar for indsatsen."
Som det fremgår, er "nogen" i hvert fald ikke folkeskolen. Men uagtet at forældrene og også SFO'ernes og ungdomsinstitutionernes bærer et stort ansvar, har folkeskolerne det også, så længe elevernes digitale hverdag i skolen inkluderer muligheden for at gå på internettet – og så længe børnenes adfærd er farvet af deres daglige netaktiviteter udenfor skoletid.
Jeg føler mig overbevist om, at sagen langt fra kun handler om deling af videoer, men også om, hvilket syn på seksualitet, børn – og især drenge – tidligt udvikler blandt andet som følge af den uhindrede og ucensurerede adgang til hård pornografi på internettet. Derfor har sagen fået mig til at vende tilbage til en række kilder, som jeg tidligere har benyttet mig af i forbindelse med to indlæg om pornoficering i Politiken fra henholdsvis 2014 og 2015.
Ifølge en statistik fra 2014 fra det Texas-baserede site Daily Infographic er ordene "sex" og "porn" på top 5-listen over søgeord for børn under 18 år. Kun 3 procent af disse sider kræver verificering af ens alder. Desuden har 35 procent af alle internetdownloads et pornografisk indhold. Og ifølge en statistik fra samme site fra 2013 er gennemsnitsalderen for et barns første møde med porno på internettet 11 år.
Tallene gælder formodentlig kun for amerikanske børn, men mon ikke de giver et fingerpeg for også danske børn, der som bekendt har samme lette og ucensurerede adgang til internettet. I hvert fald slog seksualvejleder Karen Sundtoft alarm i et interview i Politiken den 23. oktober 2015 med overskriften 'Porno er ved at smadre en generation af unge drenge.'
På baggrund af sine erfaringer som vejleder for 7.-klasseelever fremlagde hun her sine overvejelser om, hvor skadeligt pornoforbrug kan risikere at være for især de mange danske drenge, der ifølge hende allerede som 11-12-årige bruger en betragtelig del af deres tid på at se porno. Hun fortalte om episoder med 9-årige drenge også. Drengene ved ikke altid, hvad det er, de går ind til, hævdede hun, ligesom hun pointerede, at forældre mangler et sprog til at tale med deres sønner om, hvordan de undgår at blive suget helt ind i pornoens verden.
Den seksuelle debutalder er i gennemsnit stadig 16 år, sådan som den har været det siden 1960'erne. Det betyder, at drenge i dag typisk når at se hård porno i fire-fem år, måske længere tid, før de selv prøver at dyrke sex første gang – og modsætningen mellem virkelighed og forestilling kan dermed risikere at få store konsekvenser for både dem og deres seksualpartnere i forhold til forventningsafstemninger og ikke mindst synet på deres egen seksualitet.
Sagen om sigtelserne af de 1004 unge viser, at folkeskoler må prioritere at tage en seriøs dialog i både mindre og større klasser om, hvad porno er, hvorfor den findes, hvilke dagsordener pornoindustrien har, hvad det vil sige at være pornomodel, hvorfor samfundet er pornoficeret – samt hvorfor omgangen med seksualpartnere ligeledes er pornoficeret, hvilket kunne være én blandt flere årsager til, at de digitale krænkelser finder sted.
Den danske frisindskultur, som traditionelt har hyldet pornoens tilstedeværelse i hverdagslivet, er blevet udfordret med det digitale pornoforbrug blandt børn. Det er spørgsmålet, om ikke landets folkeskoler sammen med forældrene bør begynde at lægge strategier for, hvordan dette frisind kunne forvaltes bedre i børnehøjde.
