BLOG

BLOG

Empty article - Subtitle

Skolereform, knofedt og opbakning. Fra myndig borger til glad og beriget undersåt.

Kritik af Anna Mee Allerslev og Martin Damms indlæg i Berlingske Tidende fra den 23. april.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I en skole bør det være sådan, at et folk i frihed mødes med sig selv og dets traditioner - og herefter (gen)skaber de sig bl.a. en stat og fornyer deres kultur. I den tankerækkefølge - i en kontinuerlig, glidende bevægelse med en åben udgang.

I dag er det desværre mere og mere sådan, at staten, aktuelt via KL og McKinsey, vil bruge skolen (der betragtes som en slags velfærdsteknologi) strategisk til at fabrikere sig nogle lydige medarbejderborgere, der kan præstere i løsrevne måltalssystemer og internationale ranglister. Altså har statens administratorer vendt tingene på hovedet, og forsøger nu - ligesom i totalitære regimer - at skabe sig et lydigt folk. I et indlæg i Berlingske Tidende fra den 23. april under titlen ”Den nye skole kræver knofedt og opbakning” forsøger Martin Damm (formand for KL og borgmester i Kalundborg) og Anna Mee Allerslev, (beskæftigelses- og integrationsborgmester, samt formand for KLs Børne- og Kulturudvalg) at mobilisere opbakning til denne destruktion af alt, hvad der bare minder om humanisme og oplysning.

Først bekendtgør Allerslev og Damm, at kritik af fejl og mangler ikke er velkommen: ” Som skoleejere, arbejdsgivere og kommunalpolitikere med folkeskolen som vores hjertesag vil vi gerne her hejse flaget for det kæmpe arbejde, der foregår rundt om på landets skoler. De seneste dages massive fokus på folkeskolereformen har desværre i høj grad været på hullerne i osten, og resultatet er, at vi taber det store fokus.” Sidstnævnte udlægges som en gentagelse af Antorinis og Egelunds bekymringer om lave PISA-scorer, samt som et ekko af den Christiansborg´ske Asien-forskrækkelse.

Allerslev og Damm er meget glade for skolereformen, og i deres optik handler det hele om, at vi alle sammen bare skal vænne os til alt det nye. Lærerne bør vel nærmest bare være glade for, at det danske folk har valgt nogle politikere, der bedre end dem ved, hvordan man skal undervise børn? Der er – ifølge de to dygtige politikere – ingen problemer, blot et spørgsmål om tilvænning: ”Lærerne og pædagoger skal fx vænne sig til, at deres arbejdsdag forandrer sig og får nye former. De skal bruge mere tid sammen med eleverne, hinanden og nye samarbejdspartnere og undervise i nye rammer, der motiverer flere elever på tværs af fag, klasser og årgange.” Hurra for det!

Også forældrene skal bare vænne sig til den nye, spændende og varierede skoledag: ” Forældrene skal vænne sig til, at deres børn skal gå lidt længere tid i skole. For nogen kan det måske udfordre planlægningen i familien – men det forhindrer ikke børnene i at gå til klaver, fodbold eller tennis. Investeringen af mere tid i skolen vil give et godt afkast. Hele meningen med reformen er, at forældre samlet set skal opleve, at deres børn kommer glade og berigede hjem med stærke faglige og sociale kompetencer.” Endnu mere hurra for det! Selv glæder jeg mig enormt meget til at mine børn ”kommer glade og berigede hjem med stærke faglige og sociale kompetencer”. Det gjorde de faktisk ofte før reformens vedtagelse, men der er åbenbart noget, jeg har misforstået.

Generelt har de fleste med forstand på pædagogik og uddannelse i de ansvarlige politikeres optik misforstået en hel masse. Ganske vist har den danske skoletradition siden anden verdenskrig (og i hvert fald frem til VK-regeringens totale krigserklæring mod skolen i 2003) sameksisteret med en stor velstandsstigning, udbredt folkelig solidaritet, et højt niveau af tillid i samlivet og en generelt velfungerende samfundsmodel, der i udlandet ofte omtales som ”det skandinaviske mirakel” (selv om vi alle sammen jo godt ved, at vi historisk har haft mange problemer at slås med alligevel). Nu må vi så vænne os til at forstå, at de sidste rester af den danske skoletradition - på trods af sådanne fakta - er et problem, et uvæsen, der må bekæmpes med alle til rådighed stående midler, hvis vi skal have et konkurrencedygtigt samfund. Vi skal have en ”ny nordisk skole”, altså en skole, der orienterer sig efter fejlslagen anglo-amerikansk skoleforskning og de til enhver tid bedst præsterende lande i de skandaløst useriøse PISA-undersøgelser.

Målstyring (der er et central element i nyere uddannelsespolitik) og dannelse (der som begreb har stået centralt i den danske skoletradition) er reelt etiske modsætninger. Mere præcist er målstyring (som dominerende ledetråd i en skolelovgivning) i folkeskolesammenhæng en reduktion af det pædagogiske til ren mekanik (altså hvordan transformeres elevens udtryk og adfærd til noget, vi kan registrere ud fra centralt fastsatte kriterier?). I princippet kan man sætte alle de kvantificerbare mål for elevernes læring, man orker, men det ændrer ikke ved, at undervisningen altid vil omhandle og berøre uendeligt meget mere end det, der kan nedskrives som måltal. Det afgørende er, hvor hovedløst man vil reducere pædagogikken til jagten på disse reduktioner.

Det er katastrofalt , at vi nu i så høj grad har reduceret vores skole til en løsrevet instruktion i opfyldelse af fastsatte måltal for at sikre bedre konkurrenceevne. I stedet burde vi arbejde for mere faglighed og bedre undervisning (for at bruge de floskler, KL og regeringen bruger). Børn skal lære noget - altså møde tingene, ordene og verden som frie mennesker. Man kan ikke reducere sådanne møder til evidensbaseret mekanik, for det er mennesker, der indgår i dem. Netop det er reformens (og målstyringens) store misforståelse. Jeg er så træt af at reduktionen af pædagogik så uimodsagt og ukritisk fremstilles som "mere læring" i den offentlige debat - det er det stik modsatte (hvilket man jo også har erfaret i England og USA, samt i andre lande, hvor man har lavet samme fejl).

Debatten om skolereformen bør kun perifert handle om længere skoledage, inddragelse af idrætsforeninger og plat, selvreferentiel, såkaldt "evidens" og statistik (der for langt størsteparten intet har med egentlig pædagogisk videnskab at gøre). Den store tragedie er den grundlæggende og vedholdende foragt for kultur, historie, ånd og tænkning.

Litteratur:

Allerslev, Anna Mee og Damm, Martin (2014): ”Den nye skole kræver knofedt og opbakning”. Debatindlæg i Berlingske Tidende den 23. april 2014. http://www.b.dk/kommentarer/den-nye-skole-kraever-knofedt-og-opbakning

Om Ny Nordisk Skole: http://www.nynordiskskole.dk/Om-Ny-Nordisk-Skole/Hvad-er-Ny-Nordisk-Skole/Maal-Manifest-og-Dogmer-for-Ny-Nordisk-Skole

Den politiske aftale bag reformen: http://www.uvm.dk/~/media/UVM/Filer/Udd/Folke/PDF13/130607%20Aftaleteksten.ashx

International forskerkritik af den politiske overfokusering på OECD-tal og PISA-lister: http://www.theguardian.com/education/2014/may/06/oecd-pisa-tests-damaging-education-academics

Powered by Labrador CMS