De forbudte ord

Når en person overhovedet gider ytre sig om forhold vedrørende folkeskolen, må man formode, at der bagved selve ytringen ligger et ønske om at styrke forståelsen og udførelsen af den omsorg for fællesskabet, skolen varetager. Derfor er debatten om skole og pædagogik et samarbejde om en kvalificering af fællesskabet. En kamp, der ikke er en kamp. Et sådant kæmpende samarbejde forudsætter at flere forskellige synspunkter præsenteres, således at de kan modstilles og afvejes, hvorved eventuelle beslutninger kan kritiseres og kvalificeres. Altså har vi et fælles behov for en fri og kritisk meningsudveksling om skolen og pædagogikken, hvis vi vil kvalificere varetagelsen af vores fælles ansvar, hvis altafgørende betydning de fleste grundlæggende er enige om. Derfor er en skoledebat ikke en kamp, men et kæmpende samarbejde.

På denne blog er det af og til sket, at jeg har ytret mig kritisk i forbindelse med den igangværende uddannelsespolitiske deroute, især eksemplificeret ved den helt åbenlyse tankeløshed i forbindelse med Ny Nordisk Skole, PISA-hysteriet, skolereformen og nogle af ændringerne på læreruddannelsen (hvor jeg er ansat). Jeg har på skuldrene af 2500 års europæisk filosofi forsøgt at kritisere diverse halvstuderede ledere og politikeres lemfældige omgang med samfundets mest vitale institution, nemlig folkeskolen. Lige siden bloggen startede, har jeg jævnligt oplevet, at velmenende fagfæller har udtrykt bekymring for min jobsikkerhed, idet det efter deres opfattelse ikke er karrierefremmende at gøre, som jeg gør. Jeg har aldrig rigtig taget disse advarsler alvorligt, idet jeg bl.a. opfatter det som en uafviselig moralsk pligt at anvende en skatteyderbetalt akademisk uddannelse til at berige samfundet med den viden, en sådan kan give - hvis man har mulighed for det og anledning til det. Endnu mere vigtigt er det, at jeg som borger i et demokrati nødvendigvis må tage et medansvar for statens ve og vel, og dette ansvar ophører ikke, blot fordi jeg er offentligt ansat. Hvordan skal vi dog passe på vores samfund, hvis dem, der har forstand på et givent område, ikke ytrer sig derom? Selvfølgelig skal de det, uanset om ytringerne er positive eller negative! Tværtimod er det i mine øjne dybt illoyalt at undlade at rejse en - intern eller offentlig - kritik, hvis man fagligt kan påpege nogle – henholdsvis interne eller generelle - problemer indenfor det område, man får løn for at beskæftige sig med.

For noget tid siden, i perioden efter lockouten, kom en tidligere lærerkollega og fortalte mig, at vedkommendes skoleleder til en MUS-samtale havde påtalt, at hun (som privatperson) ofte delte mine blogindlæg på facebook. Efter sigende modarbejdede disse delinger udviklingen af den pågældende skole. Dybt rystet spurgte jeg igen og igen, om jeg havde forstået det rigtigt. Det havde jeg desværre. Blot to dage senere fortalte en anden lærer mig - helt uafhængigt af den førnævnte episode -, at vedkommendes skoleleder under et personalemøde havde meddelt den samlede lærerstab, at jeg var en kontraproduktiv kraft, og at man ikke skal lytte til mig. Efterfølgende har jeg fået flere henvendelser af samme karakter, og jeg får ofte emails fra søde læsere, der gerne vil udtrykke tilslutning til et eller andet jeg har skrevet, men ikke ønsker at gøre det offentligt.

Lettere overrasket over disse eksempler på oplysningens triste vilkår i den danske folkeskole, kom jeg frem til, at ingen i grunden ville lide større skade ved at mine ydmyge indlæg måske blev undgået af lærere, der frygtede en påtale eller fyring. Mange andre ytrer sig jo fint og endnu mere indsigtsfuldt om pædagogik, filosofi og uddannelsespolitik, og så kan de pågældende lærere jo bare læse dem, hvis de trænger til noget andet end magtelitens ja-hat-tilgang. Ganske vist blev Thomas Aastrup Rømers blog på folkeskolen.dk lukket efter en proces, hvor stærke kræfter fra den uddannelsespolitiske elite havde klaget over den kritiske tone i bloggens indlæg. Ligeledes blev professor Linda Marie Koldau presset ud af Århus Universitet efter hendes kritik af en række faglige forhold på hendes institut. I samme ånd har KL og Skolelederforeningen ført kampagne imod kritiske røster i al almindelighed. Selvom disse eksempler er nok så alvorlige (det er de!), havde jeg svært ved at forestille mig, at offentlige ledere for alvor ville effektuere denne idioti i større skala, når det kom til stykket. Man kan jo ikke udvikle en institution, hvis medarbejderne ikke tager medansvar og påpeger eventuelle fejl og mangler! En anden ting var, at det indtil da altovervejende havde været akademiske røster (og - i perioden - en enkelt skoleleder), der var blevet sanktioneret for alvor. Det er selvfølgelig slemt nok, men i Danmark har vi altså en rig og stolt tradition for aktiv ansvarstagen i lærer- og pædagogstanden, for tiden bl.a. eksemplificeret ved Erik Schmidt, Niels Christian Sauer og Rikke Smedegaard Hansen. I min optik er netop denne kritik fra de fagprofessionelle den vigtigste overhovedet, og så længe den er levende og aktiv, så går det hele nok. Der kommer jo altid en sporvogn og en akademiker til.

Da jeg forleden hørte om den vanvittige aktion, Odense Kommune (repræsenteret ved Agedrup Skole) havde iværksat imod lærer Erik Schmidt, blev jeg derfor meget ked af det. Kommunen har valgt at give Erik en advarsel efter en tjenstlig samtale, hvor det blev bekendtgjort, at Agedrup Skoles ledelse ikke har brug for kritik fra en engageret, loyal, erfaren og nationalt dybt respekteret lærer. Hele sagen kredser om, at Erik var uenig i, at en nyansat skoleleder ville reducere Agedrup skole til en virksomhed, der satsede på ”læringsmaksimering”, hvilket ifølge Erik (og almindelig sund fornuft) ”er en voldsom indsnævring af det brede formål, der er i formålsparagraffen”. Til et møde, hvor ledelsen præsentere dens nyeste effektiviseringstiltag - gående på en hemmelig fordelingsnøgle til differentieret forberedelsestid -, kom den ellers altid fredsommelige Erik i chok til at udsige de forbudte ord ”nu må det stoppe”, efterfulgt af et rationelt argument for det problematiske i tilgangen. Erik har været lærer i 37 år, er forlægger og debattør, medarrangør af Det Alternative Sorømøde, aktiv i tænketanken SOPHIA, og er på mange måder et symbol på folkeskolen, demokratiet og det frie ord. Aktionen er således ikke blot et angreb på Erik Schmidt, men på hele den danske lærerstand, på demokratiet og på enhver form for anstændighed. Det er en krigserklæring fra ja-hattenes side! Og krigen kommer, ingen tvivl om det. Nok er nok. Nu må det stoppe!

Litteratur:

Folkeskolen.dk`s journalistiske dækning af Schmidt-sagen: http://www.folkeskolen.dk/546439/med-jobbet-som-indsats-erik-schmidt-fik-en-tjenstlig-advarsel-for-negative-holdninger

Niels Christian Sauer om Schmidt-sagen: http://www.folkeskolen.dk/546563/her-slutter-samtalen

Om Koldau-sagen: http://www.folkeskolen.dk/507908/linda-maria-koldau---fra-videnskabskvinde-til-personalesag

Om Rømer-sagen: http://www.folkeskolen.dk/514208/det-evidente-foraar-paedagogikkens-moderne-deroute

Omtale af Schmidt-sagen på www.mitfyn.dk: http://www.mitfyn.dk/article/282488?shareid=5371&hash=c416da4bd8166d211b2644a978b52e0c6f382e26

Om skolepolitisk uenighed som et fælles ansvar for samfundet: http://www.folkeskolen.dk/518485/hvad-er-en-skoledebat

Per Kjeldsen om Schmidt-sagen: http://www.folkeskolen.dk/546552/en-laerer-stopper--og-saa

Politikens omtale af Koldau-sagen: http://politiken.dk/indland/ECE1537382/dekan-sender-advarsel-til-aabenmundet-musikprofessor/

Rikke Smedegaard Hansen om ledelse: http://voresvirkelighed.dk/?p=4080

Skoleleder Grethe Andersen, der ikke vil høre mere brok: http://www.avisen.dk/touch/skoleleder-stop-brok-det-rammer-boernene_263002.aspx

Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal, om motivation og lydighed: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/04/04/04143022.htm

Tidligere blog-serie om ansvar og kritik:

http://www.folkeskolen.dk/537581/ophoer-eller-oproer-en-diskussion-af-laererstandens-muligheder-i-den-uddannelsespolitiske-krise-foerste-del

http://www.folkeskolen.dk/537858/ophoer-eller-oproer-anden-del

http://www.folkeskolen.dk/538094/ophoer-eller-oproer-tredje-del