Ledelsesretten er skidt for skolen

   Umiddelbart kan det virke naturligt, at ledelsesretten kun ligger hos ledelsen. Det mener jeg ikke. Da jeg blev lærer i 80-erne, havde lærerne direkte indflydelse på skolens økonomi, didaktik og indhold. Der var ikke frit slag i bolledejen, for skolens mål var sat af undervisningsministeriet og loven skulle følges – og der var regler for, hvad børnene skulle lære. Skolerne skulle nå i mål, men vejen til målet kunne variere.

Som ganske ung husker jeg, at bølgerne ofte gik højt i lærerrådene. Stærke meninger mødtes offentligt og møderne endte ikke altid i enighed. Der kom dog altid beslutninger ud af dem. Nogle gange i enighed, andre gange måtte der stemmes og det skete også, at man besluttede at prøve to retninger af samtidig. Mødernes indhold fastlagdes af fagudvalg og pædagogisk udvalg og der var afsat god tid til ”eventuelt” og debat. Skolens leder fungerede som ”overordnet kollega” og mødeledelsen gik på omgang blandt lærerne.

Der var faktisk rigtig god sammenhæng mellem det, der foregik i lærergruppen og det, vi lærte, skulle foregå i klasserne.

   I dag fastsættes mødernes indhold af skolens ledelse, muligvis med pædagogiske og faglige input fra lærerne og pædagogerne – hvis ledelsen ønsker det. Mødet ledes af skolelederen, der i reglen også fylder tiden med information. Stilles der spørgsmål fra lærerne, er det som regel for at få afklaring, så man er sikker på, at man har forstået beskederne. Man kan være uenig, men uden indflydelse, giver det ikke mening at udtrykke den. Derfor er det sjældent, at man hører den.

Når vi leder klassen, er vores fornemste opgave, at gøre eleverne til medspillere - jo mere indflydelse, de har, jo mere deltager de.

   I dag lufter lærerne deres uenigheder over frokosten. Her kan vi gentage ledelsens formaning om, at reformen ikke gennemføres på ét år og at vi roligt kan skrue ned for vores forventninger.

I klassen  ved vi, at elevernes forventninger til sig selv er det, der har allerstørst virkning på deres læring.

   I medierne kan vi læse, at det har negative konsekvenser, når lærerne udtrykker uenighed med nye tiltag i folkeskolen.

I klassen ved vi, at det er vigtigt at lade elevernes meninger brydes, da det er her, sandhederne ofte findes – og at det er en af de vigtigste ingredienser i demokratiet.

   I undersøgelser kan vi læse, at tilliden til vores folkevalgte er blandt de laveste i samfundet.

Vi ved, at klassens tillid til os er afgørende for, hvordan de modtager undervisningen. Vi ved også, at den bedste måde at vinde tillid på er, at vise tillid.

   Undervisningsminister Ellen Trane Nørby har i starten af august afholdt det årlige Sorømøde, hvor kloge folk inviteres til dialog om skole og uddannelse. Lektor Brian Degn Mårtensson afslører i denne artikel i Folkeskolen.dk, at det kun er den ene side af dialogen, der blev inviteret.

Vi ved, at løbende evaluering virker rigtig godt på elevernes læring, men at alle sider af sagen skal med.

   Ledelsesretten af i dag lægger låg på debatten ude på skolerne. Der er ingen tage, der løfter sig på møder i dag. Ingen meninger, der brydes for alvor i åbne fora mellem ledelse og medarbejdere. Og så bliver ingen klogere.

Det kan heller ikke passe, at vores folkevalgte ikke har opdaget, at loftet hopper op og ned i den offentlige debat, men alligevel afskærer vores undervisningsminister sig fra at lytte til begge sider af sagen.

Og det er skidt for skolen, for skal den udvikle sig, skal den gøre det på samme måde, alt andet i vores samfund har udviklet sig: Gennem åben meningsudveksling i et fordomsfrit miljø, uden skjulte dagsordener og autoritære hierarkier.

Jeg vil derfor fortsat inspirere mine elever til at lytte intenst, diskutere indædt, finde løsninger ud af uenigheder, bede om deres meninger, forlange at de spørger ”hvorfor” og sikre de demokratiske spilleregler. Jeg vil aldrig sætte mig 100% på ledelsesretten – selvom det er den virkelighed, jeg præsenteres for til daglig.

For det er skidt for skolen.