BLOG

Empty article - Subtitle

Biologi for begyndere, tak!

Tanker, idéer, erfaringer og oplevelser om at være biologistuderende.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Abiotiske og biotiske faktorer, naturfagsdidaktik, organisk stof og økosystemer? Det er nogle af de ord, som vi blev mødt af, da vi i sommeren sad og læste vores kommende modulbeskrivelse. Der blev meget stille, og da vores blikke mødte hinanden, var ingen ord nødvendige: Hvad er det egentlig vi er gået ind til? Efter 3 år på læreruddannelsen med tekstanalyse, kildekritik og litteratur skal vi nu pludselig tage stilling til vandløb, skovbunde og energistrømme? Vi har absolut ingen anelse om, hvad vi går ind til, men ikke desto mindre er det med lige dele frygt og spænding, at vi både har valgt faget biologi og har sagt ja til at være naturfaglige bloggere på Folkeskolen.

Vi hedder Frederikke og Mia, og vi er det nyeste skud på bloggerstammen. Vi er fjerdeårsstuderende på læreruddannelsen på Fyn, hvor vi begge er blevet uddannede dansk- og historielærere, og inden længe har vi første skoledag på vores sidste undervisningsfag, biologi.

Vi er så heldige, at vi har fået lov til at blogge her på naturfagssiden, fordi vi tilbage i april måned gik hen og vandt KMD Educa Award med vores dansk som andetsprog og naturfagsprojekt; Sælen Santos. I forbindelse med et praktikforløb på Naturama (et moderne naturhistorisk museum) stiftede vi for første gang bekendtskab med det naturfaglige, og vores interesse blev vakt.

Før vi så os om handlede pensumlisten om alt andet end dét, som vi er vant til. Og det er lige præcis dét, som vi vil inddrage Jer i på denne blog. Vi vil dele vores tanker, oplevelser og erfaringer om at være biologistuderende. Vi håber, at det vil vække inspiration (og måske også til smil og rullende øjne), når vi fortæller om, hvordan vi vil forbinde vores udfordringer og kreative idéer i et fag, som vi er - på godt dansk - helt på bar bund i.  Den lange sommerferie har heldigvis gjort, at vi nu har tømt hovederne og er klar til at blive klogere igen (forhåbentligt).

Næste gang I hører fra os, så vil vi fortælle lidt om vores første dage på studiet - om frygten for at være de eneste spørgsmålstegn i klassen, om mødet med det ukendte pensum og om de første opgaver, som biologistuderende.

Derudover så er der en anden ting, som det kribler i fingrene for at fortælle om; nemlig vores store studiedrøm, som er gået i opfyldelse. Vi skal nemlig i udenlandspraktik til oktober.

Vi glæder os til at fortælle Jer meget mere om dette i det kommende indlæg.

- Frederikke og Mia.