BLOG

Empty article - Subtitle

Solskin, pensumlæsning og eksamensangst

Det obligatoriske ”forsømte forår” er i gang, og vi sidder vanen tro begravet med vores hoveder i computeren og bøgerne. For os er der dog en helt særlig følelse ved dette års eksamensforberedelse, for det er nemlig sidste gang; og denne gang er det biologifaget, som kræver vores opmærksomhed.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er vores fjerde år på læreruddannelsen, og det er altså sidste gang, at vi skal sidde og terpe didaktik, klasseledelse og fagfagligt pensum, mens solen skinner og langsomt går ned uden foran vinduet, mens man har siddet og læst. - Dermed ikke sagt, at vi i rollen som kommende lærere ikke kommer til at gøre dette, men der er nu alligevel noget helt særligt ved en eksamensperiode som studerende.

Denne gang er det vores sidste undervisningsfag; biologi, som kræver al vores opmærksomhed. I sidste uge afleverede vi vores bacheloropgaver, og det betyder, at fokus nu er skærpet til økosystemer, genetik, bioteknologi og evolution. Vores eksamen er skruet sådan sammen, at vi skal aflevere fem skriftlige opgaver, hvori vi illustrerer vores kompetencer i hele pensumområdet:

- Evolution og systematik - Genetik og bioteknologi - Krop og sundhed - Økosystemer i vand herunder feltbiologiske undersøgelser - Økosystemer på land herunder feltbiologiske undersøgelser

Hver skriftlig opgave skal omhandle en faglig problemstilling på lærerfagligt niveau, der er relateret til fagets kompetenceområdet samt et udviklet undervisningsforløb i biologi til grundskolen.

Vi havde faktisk frygtet vores skriftlige eksamen meget og var nervøse for, at det ville kræve en faglig opremsning på flere sider. Tværtimod - opgaveformuleringen ligger op til, at vi i en kombination mellem både fagdidaktik og fagfaglighed forholder os til problematikker i den praksis, vi møder rundt om hjørnet lige om lidt. Det gør eksamenen relevant, og vi har allerede kombineret de faglige pensumområder med problematikker omkring andetsprogsdidaktik, bevægelse i naturfagene og hverdagssprog vs. naturfagligt sprog.

I juni trækker vi én af vores opgaver, hvor vi efter 48-timers forberedelse skal forsvare både det faglige indhold og den didaktiske problemstilling. Dén er vi mere nervøse for. I vores tidligere fag har fagfagligheden ikke voldet os de store udfordringer, men i biologi er vi mere ”rookies”.

Ønsk os et stort held og lykke og kryds gerne alle jeres fingre (og tæer) - vi får brug for det.

- Mia og Frederikke