BLOG
Empty article - Subtitle
At arbejde med søvn - en opgave i skolen
For lidt søvn giver både fysiske og psykiske problemer. Derfor er det vigtigt, at børn lærer om søvn og betydningen for deres trivsel, sundhed og læring. Aarhus Kommune og Videncenter KOSMOS har udarbejdet et undervisningsmateriale sammen med børn og unge og stiller det til rådighed for alle.
Elever fra alle klassetrin på Frederiksbjerg skole i Aarhus har arbejdet med søvn i projekt "Sammen om søvn", og det er der kommet så meget godt materiale ud af, at kommunen sammen med KOSMOS (Det nationale videncenter for børn og unges kost, motion og sundhed) har forfattet og udgivet en lærervejledning og tre elevhæfter til indskoling, mellemtrin og udskoling vedr. søvn og sundhed.
Lærervejledningen giver forslag til opgaver til eleverne, omhandlende viden om søvn, og de didaktiske overvejelser synliggøres gennem hele materialet. Materialet refererer til fælles mål og viser progressionen i undervisningen om søvn, relateret til klassetrin.
Elevhæfterne er skrevet til eleverne i henholdsvis indskoling, mellemtrin og udskoling. Der er mange typer af opgaver og aktiviteter, og hele vejen igennem er der plads til drøftelser og refleksioner i klassen. Her er for eksempel tanker, som et barn i de ældste klasser har skrevet, og som kan være udgangspunkt for drøftelser i klassen:
- "Endnu en træls dag i skolen. Jeg var mega træt i skolen i dag, måske fordi jeg endnu en gang først slukkede min mobil kl. 01.45 og min lærer blev så sur, at hun skrev hjem til mine forældre, at jeg ikke fulgte med i timerne, og at jeg svarer igen. Mine forældre flippede selvfølgelig på mig, og de truer nu med, at jeg skal i seng tidligere, men det værste af det er, at jeg ikke må have min mobiltelefon med i seng, da de siger, at det er den, der forstyrrer mig, men hvad ved de om det!!!!! Åhhh hvor er de bare pisse irriterende".
De mindre elever vil kunne lide sangen om søvn, og der lægges op til, at børnene kan teste deres viden om søvn før og efter arbejdet, hvad enten det er del af en emneuge eller løbende er en del af undervisningen, via en kahoot (en spilbaseret læringsplatform).
Begrebet "søvnlektier" introduceres. Her arbejdes med hjemmeopgaver, der giver mulighed for konkret afprøvning på egen krop i løbet af den periode, hvor der er sat fokus på søvn.
Download materialet gratis:
- Lærerens bog - Sammen om søvn
- Elevhæfte til indskolingen
- Elevhæfte til mellemtrinnet
- Elevhæfte til udskolingen