Atletiske genier?

Børne- og Undervisningsministeriet afholdte den 23/11 et symposium om sammenhængen mellem fysisk aktivitet og læring. Jeg havde den store fornøjelse at holde et oplæg om de væsentligste idrætspædagogiske pointer i den sammenhæng.

Jeg vil i dette blogindlæg gentage en enkelt pointe fra dette oplæg.

Det er vigtigt at forstå, at det faktum, at der er statistisk signifikans for en sammenhæng, ikke siger noget om effektstørrelsen. Når konsensusrapporten om sammenhængen mellem fysisk aktivitet og læring fra 2011 slår fast, at der er god dokumentation for denne sammenhæng betyder det kun, at der er en sammenhæng – ikke at effekten er stor (eller lille). Konsensusrapporten slår altså fast, at fysisk aktivitet kan bruges som et værktøj til at skabe bedre læring, men den siger ikke noget om, hvor store forbedringer man kan forvente. Som jeg har skrevet tidligere her på folkeskolen.dk, er jeg meget optaget af dette område, og det er absolut ikke mit ærinde at dæmpe entusiasmen for de mange projekter, der allerede kører omkring brugen af idræt og fysisk aktivitet i uddannelsessystemet – ikke mindst i grundskolen. Der er grund til entusiasme. Ikke desto mindre er det min oplevelse, at det er en god ide at justere de forventninger, der er til dette område, så de passer med områdets potentiale. Jeg er slet ikke i tvivl om, at her ligger et potentiale og at mange skoler, klasser og elever kan få gavn af de mange gode ideer på området, men effektstørrelsen af fysisk aktivitets påvirkning af læring skal ikke oversælges. Det er bekymrende, når fysisk aktivitet i diverse artikler eller inspirationsmaterialer beskrives i så positive vendinger, at det næsten ukritisk ophøjes til løsningen på rigtigt mange af skolens udfordringer. For det første er det et problem, fordi forskningen viser, at effektstørrelsen ikke er enorm. Den amerikanske forsker i idrætstimer professor Hans van der Mars udtrykker det meget klart:

"The link between physical education (or physical activity) and achademic achievement is clearly not linear, and presenting it as such may do more harm than good. If it were a linear relationship, most high schools in the US shoul be overrun with athletic geniuses, based on the time spent by high school athletes in daily practices …"

For det andet er det et problem at oversælge fysisk aktivitet, fordi mange lærere får knopper, når der kommer en ’ny pædagogisk dille’. Hvis fysisk aktivitet markedsføres som ’det nye sort’, tror jeg, at mange dygtige lærere vil tænke: ’Det der med nye gode ideer har jeg hørt før - og næste år kommer de helt sikkert med en ny ide, der kan rede skolen’. Jeg tror simpelt hen, at vi risikerer, at nogle lærere ikke ønsker at deltage i implementeringen af idræt og bevægelse i skolen, hvis ikke ideerne er troværdige og forventningerne virker fornuftige.

Lad min endnu en gang understege min egen overbevisning om, at fysisk aktivitet og bevægelse kan skabe bedre læring for eleverne (i øvrigt ikke en overbevisning, der er baseret på ren tro – jeg var selv med til at uarbejde konsensusrapporten, og mener at der er god dokumentation for min overbevisning). Jeg tror dog ikke at fysisk aktivitet / idræt / bevægelse skal sælges som en revolution af måden der undervises på i folkeskolen. Jeg tror, at bevægelse skal indgå som et værktøj i den pædagogiske og didaktiske praksis på linje med andre værktøjer.

Grunden til at jeg gentager pointen om effektstørrelsen af fysisk aktivitet på læring i dette blogindlæg, skyldes de reaktioner jeg har fået efter oplægget. Jeg har fået mange tilkendegivelser der har gjort det meget klart for mig, hvor vigtigt det er at holde fast i, at idræt, leg og bevægelse er rigtig gode redskaber til at skabe læring – men det er ikke hele løsningen. Min opfordring med dette indlæg er således, at vi holder retorikken på et niveau som vi også kan leve op til om 2-3 år, når resultaterne af de mange projekter begynder at dukke op.