Den indre gnist

Den indre gnist.

Vi fødes med en taktil-kinæstetisk krop, der udvikles gennem livet i bevægelser via nysgerrighed og opmærksomhed, der giver en selvfornemmelse. Alt kommer af bevægelse og fra at have bevæget sig.

Så langt, så godt, men ovenstående kropsfænomenologiske sætninger fungerer nok bedst i den bedste verdener af alle. Idræt i folkeskolens overbygning kan se anderledes ud. Mens det motivationsmæssige som regel ikke er et tema i indskolings- og mellemtrinsidræt, så kan det være noget af en udfordring, hvis man skal tro på EVA-rapporter og opfølgninger samt adskillige producerede idrætsbacheloropgaver på læreruddannelsen. Overbygningselever (”ombygningseleverne”) har naturligt og biologisk set fokus på sig selv, og interessen går mest på, hvordan andre opfatter én, når man nu gør noget. For at undgå at udstille sig selv for meget, trækkes der så typisk i håndbremsen via forældre- eller selvfabrikerede fraværssedler, glemt idrætstøj, glemt håndklæde, ugentlige menstruationer, postulerede småskader eller blot demotiveret indstilling til faget.

Gode idrætsvaner, undervisningsdifferentiering, medbestemmelse og selvforvaltning har været nogle af de motivationsfremmende tiltag, som idrætslærere har anvendt med succes….ihvertfald så faget kan fungere. Eleverne fremhæver selv om idrætsfaget, at kammeratskab, konkurrence og velvære fremmer engagementet, samtidig med at udseendet kan forbedres, og at idræt er sundt.Endvidere nævner eleverne, at man skal lære noget, og at det skal være sjovt. Det betyder i min optik, at fagligt dygtige og alsidige idrætslærere er efterspurgte, og at engagementet, gnisten, begejstringen, glæden og det relationelle fra idrætslærernes side gerne må få plads.
Som uddanner af fremtidens idrætslærere oplever jeg ofte, at engagementet og begejstringen i timerne kommer, når jeg formår at stemme de studerende i situationen så godt, at de går ind i de lærende aktiviteter åbne, oplagte, udfordrende og legende med et nærvær så stærkt, at tid og overordnede refleksive og didaktiske overvejelser glemmes i øjeblikket. Disse øjeblikke, siger de studerende, huskes bedre end mål, middel og metode-snakkene.

I de rum skabes det brændstof, som idrætslærere skal køre på og motivere med. I latteren, i den animerede oftest højlydte kommunikeren i processen, i de udfordrende og skabende situationer, i de overraskende og innovative bevægelser, i de trygge og gode rammer for personlige relationer på tværs af interesser.

Idrætslærerens indre kerne består, efter min mening, bedst af erfarede, gode og reflekterede bevægelsesoplevelser, som med troværdig begejstring og engagement kommunikeres videre.

……. Og så er vi i virkeligheden ikke så langt fra de indledende kropsfænomenologiske betragtninger.