BLOG
Empty article - Subtitle
Gør sundhed let?
Dagens mantra er: Gør sundhed let. Men hvem gør det let for lærerne at arbejde med sundhed?
Det er blevet et vedholdende tema i dagens Danmark at gøre sundhed let. Læser vi Sundhedsstyrelsens publikationer, ses, hvordan der jævnligt opfordres til at ”gøre det sunde valg til det lette valg”. Gælder læsningen ’Sundere liv for alle’, som er Regeringens sundhedsstrategi, opfordres kommuner og deres samarbejdspartnere til strukturel forebyggelse; det vil sige opbygning af sunde rammer for at skabe sunde valg. Kommunernes hjemmesider har samme budskab – fx kan borgerne i Aarhus Kommune med bare et enkelt klik ”få et samlet overblik over de kommunale sundhedstilbud samt de sociale aktiviteter og tilbud, der alle gør vejen til et sundere liv lettere”.
Folkeskolereformen har også et budskab om at gøre sundhed lettere: Bl.a. via de nye krav om bevægelse i 45 minutter pr. dag og via faget madkundskabs øgede fokus på smag og sunde valg, skal børnene se den lette vej frem mod sundhed. Selv kontrollen af, om de skærpede mål om sund levevis bliver nået, skal gøres let, siger Regeringen, der foreslår øget brug af de nationale sundhedsprofiler og databaser som Børnedatabasen og Skolebørnsundersøgelsen.
Hvem gør så arbejdet med sundhed let for lærerne? Et vigtigt spørgsmål, for de mange krav om at gøre sundhed let for børnene kan meget vel gøre arbejdet ekstra slidsomt for læreren. Der er mange, som i denne tid udvikler materialer til sundhedsundervisningen og til det øgede bevægekrav, men det er stadig op til den enkelte lærer at gå på jagt i junglen af materiale. Og jo mere materiale, desto større er opgaven med at vurdere det kritisk.
Måske er hjælpen på vej. Danmark er partner i et stort europæisk projekt, HEPCOM, der vil samle viden om, hvordan der kan arbejdes med sundhed i skolen. Adgangen til materialet bliver elektronisk, og på hjemmesiden vil der via en inddeling i kategorier ledes på vej mod den ønskede type viden. Den danske hjemmeside er på vej – og kan måske være et bud på en lettere vej for lærerne til sundhed!