BLOG
Empty article - Subtitle
Hvem er ansvarlig for sundheden?
For grænsehandlens skyld fjerner og sænker regeringen nu afgifter for 720 millioner danske kroner. Bl.a. bliver alkoholsodavand og chokolade billigere og den tidligere varslede prisstigning på slik og cigaretter tages af bordet. Er det godt eller skidt for børns sundhed?
”Folkesundhed er ikke et statsansvar”, skriver Majbritt Maria Nielsen i et debatindlæg i netavisen Altinget d. 14.11.17 og jubler over de nedsatte afgifter ud fra et liberalt argument om, at den type forsøg på adfærdsreguleringer er en formynderisk agenda, som giver forældre en undskyldning for ikke at leve op til deres ansvar i forhold til deres børn.
Og ja, selvfølgelig har forældre et ansvar for deres børns sundhed, men at vælge en så åbenlyst snæver sundhedsopfattelse er dybt problematisk. Der er jo for pokker ulighed i sundhed, hvor forskelle i livsvilkår, livsadfærd og livschancer, relateret til familiens sociale placering, systematisk påvirker sundhedstilstanden. Risikofaktorerne er skævt fordelt, og forskningen viser entydigt, at jo lavere ens samfundsplacering er, desto større er risikoen for, at både fysisk, psykisk og social sundhed påvirkes.
De sociale forskelle ses blandt andet tydeligt i ’Skolebørnsundersøgelsen’, som gennemføres hvert fjerde år blandt 11-, 13- og 15-årige skolebørn med henblik på at følge trivsel, sundhed og sundhedsadfærd i skolen. Overvægt forekommer fx tre gange så hyppigt hos uuddannede forældres børn, hvor 12 procent af disse er overvægtige mod kun 4 procent af de børn, hvis forældre har en lang videregående uddannelse. Også i forhold til børn og unges trivsel ses sociale uligheder, idet elever fra de lavere socialgrupper i højere grad føler sig ensomme og bliver mobbet end elever fra de højeste socialgrupper.
Levevilkårenes store indflydelse på børn og unges sundhedstilstand giver os argumenter for, at sundhed i høj grad også er samfundets ansvar. Her kommer skolen ind som vigtig faktor. Der er i den danske skole tradition for en sundhedspædagogisk tilgang, der sigter mod at bibringe børn og unge handlekompetence i sundheds- og trivselsmæssig retning. Viden om sundhed er ikke nok – børn og unge skal opnå kompetencer til at styre eget liv og arbejde med at ændre på de rammer, som påvirker sundhed og trivsel. Fællesskabet er en vigtig del i dannelsesprocessen, og her er skolens fornemmeste opgave at understøtte muligheden for, at alle elever får erfaringer, som fremmer et positivt selvbillede og udvikler tillid til omgivelserne. Dette i et tæt samarbejde med børn og forældre – og med hjælp, ikke modstand, fra den politiske agenda.
Se:
Debatindlæg i netavisen Altinget d. 14.11.17.
