Lyst og mening i bevægelsen.

Sådan sidder jeg og får associationer i retning af flere udendørs fysisk prægede nytårsfortsæt, mens kulde, sne og frost gør sit for at begrænse og hæmme lysten, og alligevel så ved jeg jo godt, at lyst er en noget ukonstant størrelse, og at det i hvert fald altid føles godt efter de fysiske udfoldelser. Det skyldes som bekendt især den magiske virkning fra de stoffer i kroppen, som kan gøre én helt euforisk. Den slags eufori bliver skabt i hjernen, der giver besked om, at der skal produceres stoffer som fx endorfiner, serotonin og oxytocin - de stoffer, der skaber glædesfornemmelser eller afslappethed. Lykkestofferne gør også andet godt. Bl.a. styrker de reaktionsevnen og immunforsvaret, dæmper stress, virker smertestillende og får altså som sagt også det gode humør frem.

Jamen så er alt jo godt og motivationen hjemme. Jaaa… bortset fra den der oprindelige lyst til at bevæge sig, som jo er forudsætningen for opnåelse af ovenstående.

Egentlig er formlen jo enkel: Det drejer sig så bare om, at skabe grundlaget for, at alle har lyst til at bevæge sig….. og det har de fleste, tror jeg, hvis det altså giver mening.

Mening kan det give, hvis bevægelsen opleves som oprindelig, basal eller underlæggende, dvs. at de spontane bevægelser i starten af livet via gentagelse og træning bliver til tilfredsstillende og kinæstetiske flydende bevægemønstre.

Mening kan også skabes kontekstuelt via kropslige og sociale situationer, således at det føles meningsfuldt at være sammen om at dyrke idræt, uanset om det er på højt konkurrerende niveau eller på motionsplan.

Og endelig kan meningen med at bevæge sig vel også være nærmest eksistentiel, hvilket vil sige, at man slet ikke kan undvære de bevægelsesmæssige oplevelser, man får. De får næsten en livsbetydende og en unik funktion, og vil sikkert udgøre en stor del af selvforståelsen.

Uanset hvilke meningsformer, man måtte vælge af ovenstående, så afhænger meningen også af, om de gode oplevelser med idræt og bevægelse bliver "embodied" og lagret i kroppen, f.eks. under en betegnelse som: "positive kropsoplevelser, jeg altid kan tage fat i og vokse af".

Disse kropsoplevelser skabes, efter min mening, bedst i idrætstimerne gennem muligheder for, at den enkelte kan få oplevelsesøjeblikke af mestring i et alsidigt bevægelsesmiljø med udfordrende og kreative opgaver med opdagelses- og progressionsmuligheder !!! og efterfølgende refleksive- og selvvurderende øjeblikke.

…..og så ud i sneen igen og lege de gode bevægelser ind.