BLOG
Empty article - Subtitle
Sundhedsfremmende skoler
Hvad er særligt ved en sundhedsfremmende skole? For alle skoler arbejder vel med sundhed i en eller anden udstrækning.....?
En af definitionerne på en sundhedsfremmende skole er, at den arbejder på at udarbejde og implementere en systematisk plan for elevers og læreres sundhed, velvære og styrkelse af fællesskabet. En sådan plan skal selvfølgelig indpasses under kommunens politik for sundhed på skolerne, men den skal samtidig være unik for hver skole, sådan at der tages højde for den enkelte skoles forhold og betingelser.
Sundhedsundervisningen i skolens timeløse fag 'Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab'. strækker sig ind i samtlige andre fag og er beskrevet i faghæftet til undervisningen i faget.
Men at være en sundhedsfremmende skole lægger op til mere end at styrke børns sundheds- og handlekompetencer. Det er vigtigt også at sætte fokus på fysiske rammer på skolen, skolens sociale miljø, sunde skolepolitikker og inddragelse af både lokalsamfundet og sundhedspleje og andre samarbejdspartnere fra sundhedssektoren. Samlet set udgør disse seks faktorer grundstenene i den sundhedsfremmende skole (se billedet nedenfor).
Der er i december 2020 udkommet en kort video, der introducerer til tankegangen bag den sundhedsfremmende skole. Videoen er et fremstød for at skabe øget fokus på en helhedstankegang og mere systematik i at skabe sunde skoler.
Videoen er i tråd med både Børne- og Undervisningsministeriets fælles mål og med anbefalingerne fra den europæiske organisation Schools for Health in Europe Network Foundation (SHE), som Danmark er medlem af med lærer og videncenterchef Børge Koch som dansk koordinator. Organisationens internationale sekretariat er i parentes bemærket beliggende i Haderslev.
Se den danske video med inspiration til den sundhedsfremmende skole nedenfor.
Se SHE’s hjemmeside og find de mange ressourcer, som organisationen udgiver om sundhedsfremmende skoler.
Kontakt Børge Koch (Danmarks koordinator for sundhedsfremmende skoler) for yderligere inspiration og støtte til at gøre din skole til en sundhedsfremmende skole.