Snyd ikke børnene – lær dem at lave mad

Gennem madlavningen kan børnene lære fødevarerne at kende, få viden, blive indsigtsfulde og endnu mere kreative, når de også får de færdigheder, der er med til at gøre dem kompetente i et køkken. De bør blive så kompetente, at de kan overskue at tilberede hele sunde måltider, der smager godt, er nemme at lave og ligger godt i maven. De bør lære, hvad maden gør ved os på godt og ondt, og hvordan man undgår for meget ondt.

Madlavning er et håndværk
Madlavning, madkundskab og maddannelse skal læres. Håndværket har aldrig været en vuggegave, der kom af sig selv. Der skal bruges tid på at lære børnene det, så de selv som voksne kan magte denne del af den daglige husholdning. Madkompetencerne kan også bruges i andre sammenhænge, for madlavning er et egentligt fag, der kommer vidt omkring. Jeg er ikke ude på at indføre 'hjemkundskab på højniveau' i familiens liv – jeg vil blot bemærke, at de praktiske færdigheder skal gentages mange gange, før de bliver til en kompetent rutine. Og det når børnene ikke i skolen. Her må hjemmet på banen.

De voksne ved, at øvelse gør mester; den erfaring skal de ikke holde for sig selv – det er nemlig synd for børnene og ærgerligt for samværet. Mange voksne har desværre ikke en stabil køkkenrutine, de er usikre på madlavningens kunst, og tør ikke kaste sig ind i udfordringen, når der er så meget andet, der skal nås. De går nærmest i koma ved tanken om at have børnene med i processen. Borddækning og afrydning går an, men udsigten til et kaotisk køkken kan få selv velmenende forældre til at opgive på forhånd, fordi de heller ikke har lært at lave mad. Og så er det ikke en fornøjelig stund, men et uoverskueligt projekt.

Giv madlavningen en renæssance
Hvis de voksne beslutter sig for, at madlavningen skal blive en del af familiens måde at være sammen på, så får de herlige oplevelser. Stoltheden over og glæden ved at maden er lavet sammen overskygger bøvlet med børnene i processen. For mig er det ikke bøvl, det er livgivende samvær, og det kaotiske køkken kan man indstille sig på at abstrahere fra. Der skal nok komme orden i kaos igen, men forudsætningen er, at madlavningen får den tid, der skal til. Og øvelse gør mester.

Man kan lige så godt droppe det, hvis man ikke orker, for det er en opgave at lave mad. Der skal planlægges, købes ind, findes grej og opskrifter frem m.m. Der skal også en vis ro på ellers luer fiaskoen i horisonten. Der er ingen grund til at stile mod en fiasko, når der med omhu og nærvær kan komme succes på bordet.

Når madlavningen skal have en renæssance er kodeordene prioritering, tid, planlægning og villighed til at gøre den til en fælles sag. Det gælder også for de voksne, der er nybegyndere. Selvlært kan blive til vellært, når ambitionsniveauet ikke er for højt. Det er bedre at starte i det små med enkle ting i en rolig week-end, så det bliver sjovt og overskueligt at lave noget sammen.

Den fælles indsats kan udvides hen ad vejen, når håndværket begynder at sidde og overblikket er blevet bedre. Indsatsen bliver belønnet rigt, for de fleste børn er begejstrede for at lave mad og begejstring smitter – det er en nydelse.