BLOG
Empty article - Subtitle
Bør skolen aktivt bekæmpe negativ social arv?
Nogle tanker om en af samtidens nøglediskussioner.
Den græske filosof Diogenes (ca. 412 f.Kr.- 323 f.Kr.) var en dybt original og provokerende tænker, der den dag i dag med rette hyldes for sit klarsyn og vid. Han foragtede al verdens skin og falskhed, havde intet reelt arbejde, og så ingen værdi i materielle goder. Efter sigende boede han i en tønde. Det berettes endvidere, at Alexander den store engang opsøgte den berømte Diogenes, og spurgte ham, hvad han som verdenshersker kunne gøre for ham. Diogenes svarede ifølge legenden: ”Flyt dig, du står i vejen for lyset”.
Hvis vi som et tankeeksperiment forestiller os, at en nutidig Diogenes fik en datter, som han opdragede med henblik på at blive lige så fri og oplyst som ham selv, hvordan skal samfundet så forholde sig hertil? Er det ok? Hvad nu hvis denne frihed og oplysning medfører, at hun som sin far vælger at leve i dyb fattigdom? Er det ikke negativ social arv, som vi må og skal bekæmpe?
Topchefen (med titel af "ordførende direktør") i Danske Bank hedder i skrivende stund Thomas Borgen, og han er ganske velhavende. Når han - efter en omfattende hvidvask-skandale - efter eget valg snart fratræder sin stilling, bliver han ca. 20 millioner rigere. For at nå til en sådan position er man blandt meget andet nødt til at være ekstremt målrettet, vedholdende, kalkulerende og meget optaget af materielle goder. Man må også være dygtig. Det kan der ikke være tvivl om.
Hvis vi som et tankeeksperiment forestiller os, at Thomas Borgen fik en datter, som han opdragede med henblik på at blive lige så materielt ambitiøs som ham selv, hvordan skal samfundet så forholde sig hertil? Er det ok? Hvad nu hvis denne optagethed medfører, at hun som sin far vælger at målrette sit liv på at rage til sig uden nævneværdigt blik for hverken regler eller moral? Thomas Borgen er i skrivende stund ikke dømt for noget, så formelt er der intet at komme efter. Er det så ikke positiv social arv, som vi skal fremme?
For tiden er det faktisk med forliget om skolereformen fra 2013 politisk aftalt, at skolen målbart skal bekæmpe negativ social arv, og i logikken ligger som en selvfølge, at positiv social arv naturligvis bør fremmes eller opretholdes (for ellers bliver arven jo negativ). Altså bør Diogenes datter frelses af det barmhjertige samfund, mens Thomas Borgens datter bare skal understøttes i den beskrevne kurs. Dette kan vi mene, fordi vi på forhånd har besluttet, hvad der er godt for den enkelte: Materielle goder, samt uddannelse, der fører hertil. Dette koncept har den fordel, at ingen reelt behøver at tage stilling til deres liv, da Folketinget - og dermed staten - allerede har besluttet, hvordan det skal køre.
Man kunne også vælge at indtage den position, at den offentlige skole slet ikke skal forholde sig til om den ene eller den anden sociale arv er at foretrække. I stedet skal skolen se det som sin opgave at sætte barnet i stand til at vælge og begrunde egne mål i livet. Mange ville i den situation så nok vælge en eller anden moderat position et sted mellem Diogenes og Borgen, og det synes jeg personligt da også er en meget god ide. Til gengæld er min mening i praksis sagen uvedkommende, for det er ikke min – eller statens – pædagogiske opgave at dømme herom. Hvis døtrenes ageren som voksne bliver et problem for fællesskabet, må de sammen med os andre forholde sig hertil via demokratiske beslutninger inden for retspolitik, socialpolitik osv. Fx kan vi som myndige, demokratiske borgere vedtage regler for hvidvask, boligregulativer osv., såfremt noget skulle vise sig problematisk for almenvellet. Dette koncept har det som ideal, at oplyste borgere individuelt tager stilling til deres liv og derefter drøfter med hinanden, hvordan fællesskabet skal fungere. I den rækkefølge - så vidt som overhovedet muligt.
Nu er der nok nogle, der vil indvende, at vi som samfund da ikke bare kan se til, hvis der er børn, der lider overlast. Heri er jeg helt enig. Selvfølgelig skal vi som civiliseret og humant samfund have en ambitiøs socialpolitik, der sikrer, at alle børn får mad, drikke, tryghed og omsorg. Socialområdet er således ekstremt vigtigt, men har dog dets egne dilemmaer, der gør diskussionen om, hvordan vi bedst hjælper yderst kompleks og evigt uafsluttet. I mit tankeeksperiment er denne basale omsorg dog ikke problemet, da ingen af døtrene mangler noget i så henseende. Begge får de mad og vand, og begge får skolegang, opmærksomhed og opdragelse. Man kan naturligvis drøfte, om en tønde er en passende bolig i dagens Danmark, men det lader vi ligge al den stund, at der er tale om et sprogligt billede (det kunne ligeså godt være en velisoleret autocamper eller lignende). Tankeeksperimentet adresserer derimod problemet i at afgøre, hvilken tillært stræben, der er henholdsvis negativ eller positiv social arv? Kan og bør man forhåndsafgøre dette i skolepolitikken? Eller skal skolepolitikken modsat stille barnet i stand til selv at foretage en personlig afvejning i takt med at det vokser til? Rigtigt er er det, at skolen herved ofte vil bidrage til at modvirke alle mulige former for social arv, men den vil gøre det uden at forsøge på det. Og det er en ekstremt vigtig forskel, for det er netop her, barnet bliver frisat!
Jeg vil påstå, at der her er tale om en nøglediskussion, der kan låse hele skole- og uddannelsesområdet op på ny.
