Er filosofien virkelig en skole-sag?

I de senere år er forskellige koncepter for ”filosofi i skolen” eller ”filosofi for børn” blevet lanceret, og forhåbningerne hertil er store blandt håbefulde filosoffer, projektmagere og andet godtfolk. Måske står vi ligefrem over for en ny trend, der kan skabe vækst og fremdrift blandt jobhungrende humanister? Måske kan filosofi i skolen løse samtidens omfattende problemer med rodløshed og populisme? Argumenterne er mange: Filosofi kan gøre børn bedre til dansk og matematik, filosofi kan stoppe fake news, filosofi kan modvirke effekten af demagogiske træk i samtiden, filosofi kan øge bevidstheden om økologi, samt skabe mental balance i et stresset liv osv. Der er nærmest ingen grænser for, hvad filosofien kan, hvis man lytter til debatterne rundt omkring.

Går man lidt dybere i argumenterne bag, er der naturligvis mere at hente. Faktisk er det idehistorisk sådan, at hovedparten af det, der burde foregå i skolens undervisning, har sine rødder i filosofien. Det var nemlig filosoffer som fx Aristoteles, der skabte de grundkategorier, skolens formelle fagfordeling opererer med. De klassiske fag er således alle børn af filosofien – i grunden blot filosofiske discipliner, der med tiden har fået deres eget liv. Man kan også med god ret hævde, at de stadig den dag i dag ofte arbejder med klassiske filosofiske spørgsmål – fx logik i matematik, verdens beskaffenhed i fysik og diverse overvejelser om livets mening i fx kristendomskundskab, musik, dansk og historie. Alt sammen er ganske fint og opbyggeligt, og det er derfor nærliggende at spørge, hvorfor man ikke også skulle indføre et egentlig filosofi-fag eller på anden måde give den mere gas på den front? Især i en tid, hvor undringsdelen – som de klassiske fag oprindeligt fik med fra filosofien – mere og mere forsvinder til fordel for mekanisk læringsmålstyring? Når fagene alligevel kommer fra filosofien, hvorfor så ikke også give børnene den rene vare? Er det ikke på tide, at vi indfører ”filosofi i skolen” fra 0. – 9. klasse?

Mit svar vil være et nej - især for de yngste elever. Filosofiens børn – dvs. fagene – er velanbragte i skolen, og bør her blive overleveret fra generation til generation som selvstændige, værdifulde kulturelle erfaringer. Filosofien selv skal modsat ikke sættes i skole, og bør så vidt muligt friholdes for enhver systemsmitte – så den kan forblive filosofi og på ny berige sine børn og resten af samfundet. Forskellen er, at filosofi aldrig må slippe negativismen (d.v.s. viljen til at nægte at anerkende det umidelbart givne), hvis den skal forblive filosofi, mens fagene baseres på en hævdvunden faglig og kulturel tradition, og betjener sig af nogle grundlæggende principper og argumentationsformer, som den henter fra filosofien. Populært sagt er filosofiens grundlag konfrontationen med intetheden (at ingen sandhed er givet), mens fagene bygger på filosofisk formulerede veje ud af selvsamme intethed (fx at gyldig eller brugbar viden kan tilvejebringes på bestemte måder). Der er en verden til forskel! Hvis vi politisk kan friholde filosofien fra systemkrav og læringsmål, kan den til nød komme på tale i de ældste klasser, men ikke før. Helst bør man dog vente med at praktisere fuldtonet filosofiundervisning til eleverne er meget tæt på voksenalderen – og dermed har forladt grundskolen. Det er der mange grunde til, hvoraf jeg her kort vil opliste følgende:

• Det er en beklagelig trend, at alle mulige aktuelle problemer skal løses ved at putte et eller andet ”på skoleskemaet”. Under finanskrisen var det privatøkonomi, andre gange er det ligestilling, og bl.a. efter "fake news"-bølgen og valget af Trump som amerikansk præsident er filosofi blevet moderne igen mange steder. Alle intentionerne kan sikkert være fine nok, men måden at løse samtidsproblemer på er misforstået. Alt for mange af de projekter, der igangsættes udmærker sig mest ved at give arbejde til akademikere og proceskonsulenter.
• Det kan være problematisk tidligt at foregribe et af hovedformålene med at opdrage og undervise, nemlig at danne sig en holdning til og om livet. Det er sådan set det som HELE skolegangen gerne skal ende som et individuelt formet bidrag til – men dette slutresultat er en sag for den enkelte myndige borger, ikke for skolen, kommunen eller staten selv. De skal her holde fast i et armslængde-princip, og lade den enkelte blive til sig selv under indtryk af skolens undervisning - og alt mulig andet.
• Man kan ikke med ”filosofi i skolen” finde en smutvej til tolerance, trivsel osv. Den verdensberømte filosof Martin Heidegger blev nazist i 1930`erne, og den ekstremt begavede Ludwig Wittgenstein var kendt for at være yderst voldelig. Ej heller kan filosofi i skolen frelse verden for fake news. Adskillige filosoffer har taget pinagtigt fejl om både stort og småt.
• Filosofi som faglig beskæftigelse er en alvor sag – man stiller potentielt spørgsmål til alt, hvad man har lært – og det bør man først gøre, når man har lært mere end bare udsagnsordenes bøjning. Det kræver modenhed, livserfaring og viden om det, man sætter spørgsmålstegn ved. Ellers ender man nemt i cirkulær uvidenhed eller grænseløs relativisme. Der findes ingen smutveje her.
• Grundlagsdiskussioner og eksistentielle overvejelser kan gøre ondt! Store tænkere som Nietzsche, Kierkegaard og Grundtvig led frygteligt livet igennem – uden tvivl også som følge af deres filosofiske arbejde. Skærer man af pædagogiske hensyn  sådanne farefulde aspekter væk, praktiserer man blot pseudo-filosofi.
• I skolen bør man først og fremmest lære faglige, kulturelle traditioner som dansk, historie, matematik osv. at kende. Senere kan man så begynde at forholde sig til deres grundlag – nemlig filosofien. Det er lidt (men kun lidt!) ligesom at lære at køre cykel; Du behøver ikke at forstå fysikken i at holde balance, men det er bestemt en udmærket ide efterfølgende. Men først der! Hvis du tænker for meget over balancen i starten, vil din kørsel blive forstyrret – ofte med styrt til følge.

Så! Lad filosofien holde fri for skole, så den i stedet kan berige den og resten af samfundet med forstyrrende spørgsmål, gode ideer og ætsende kritikker af dette og hint. Lad den tvivle og undre sig til glæde og gavn, smerte og savn. Lad os undgå, at filosofi reduceres til et middel for målsætninger, der er bundet til mere eller mindre tilfældige, aktuelle dagsordener! Lad os igen gøre skolen til et sted for filosofiens børn – fagene – ved at frigøre den fra læringsmekanik og datastyring. Netop dette – at gøre folkeskolen generelt til en rigtig skole igen – er måske filosofiens vigtigste samfundsopgave i relation til undervisning, ikke selv at gå ind og lappe på den med lidt pseudo-filosofisk wellness for modernitetsstressede børn i konkurrencestaten.

Videre læsning:

Artikel om emnet på Videnskab.dk: https://videnskab.dk/kultur-samfund/kan-vi-faa-det-gode-liv-paa-skoleskemaet

TV2`s omtale af en nyere tiltag i genren: http://nyheder.tv2.dk/samfund/2018-02-02-filosofi-paa-skoleskemaet-skal-goere-boern-bedre-til-sprog-og-matematik

Om filosofi som mulig performance-booster: https://videnskab.dk/kultur-samfund/filosofi-goer-boern-bedre-til-matematik

Om filosofi, pædagogik og videnskabshistorie generelt: Mårtensson, Brian Degn og Puggaard, Leif (2016): Videnskab og pædagogik. Kbh: Akademisk Forlag