Et fælles projekt, vi ikke deler

Hvis du fortsat gerne vil bo i et demokrati, bør du engagere dig i denne debat om samfundets genskabelse.

I en artikel på DR`s hjemmeside refereres Institutleder Claus Holm fra DPU på følgende vis:

”I disse uger ringer det ind til et nyt skoleår på landets folkeskoler.

 Men både skoler og elever kan se frem til endnu et år, hvor de går glip af en masse viden, lyder det fra Claus Holm, institutleder på DPU - Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse.

For til trods for at vi har mere end 500 danske skoleforskere, så kommer den nye viden om folkeskolen ikke ud til skolerne. Der mangler nemlig både en overordnet strategi for forskningen og et nationalt samarbejde mellem politikere, forskere, fagforeninger og skoler, mener Claus Holm.

Han har netop været med til at analysere den danske skoleforskning. Og ifølge institutlederen resulterer det mangelende samarbejde i, at skolerne selv forsøger at skabe løsninger, uden at de nødvendigvis skeler ret meget til, hvad der ifølge forskningen virker.

- De er ikke særlig koordinerede og fokuserede i forhold til at løse den fælles opgave. Derfor skyder de i forskellige retninger. Det er ikke til gavn for det, der sker i klasseværelserne, mener han.”

Holm gentager sådan set blot et synspunkt, han har fremført i årevis, og henviser som vanligt til et åbenbart entydigt "fælles projekt", som skoleforskningen skal løse sammen med "skolerne" (i praksis skolelederne). Selv om det måske kan lyde både harmonisk og hyggeligt med et sådant fælles projekt, er tankegangen dybt problematisk. Nedenfor oplistes nogle begrundelser herfor: 

1) Holms "fælles projekt" har i hans tidligere skrifter stort set været lig med Corydonismen, dvs. en strategi, vælgerne eftertrykkeligt har valgt fra. Han er primært "fælles" om projektet med Skolederforeningens formand Claus Hjortdal, socialdemokraten Christine Antorini, professor Jens Rasmussen og få andre idelogisk sindede mennesker. 

2) I vores åndsvidenskabelige tradition er universiteternes opgave først og fremmest at skabe rum for kvalificeret uenighed om "fælles projekter", således at samfundet kan udvikle og forny sig. Universiteterne skal ikke være umælende implementeringskontorer for statslige revolutioner, uanset om disse er iværksat af tidligere eller nuværende regeringer. 

3) "Forskningen" i pædagogik og skole viser ikke noget som helst, der præcist handleanvisende bør meldes ud i ministerielle nyhedsbreve. Derimod er den fuld af strid og kamp, og kvalificerer dermed den omtanke ift livet og fællesskabet, som er dens egentlige formål. Skulle ministeriet gøre noget, var det derfor at formidle denne strid i alle dens modsætninger og indbyrdes modsigelser. 

4) Det er til enhver tid Folketingets opgave at formulere fælles projekter, ikke Claus Holms. Disse kan kun blive gode, hvis de udsættes for kvalificeret strid og debat. Netop her spiller universiteterne og forskningen en særdeles vigtig rolle. Især når talen falder på pædagogik og skole, hvor politikere og ledere har brug for en konstant påmindelse om, at den slags ikke skal "ordnes" eller "fixes" som var der tale om kloakering eller lignende. 

5) Enhver kan frit anvende den forskning, vore universiteter har skabt - også i implementeringsøjemed. Dette er kun godt - især hvis universiteterne fortsat fokuserer på deres egentlige opgave: At undersøge verdens beskaffenhed uden at skele for meget til tilfældige "fælles projekter" og medfølgende implementeringsbestræbelser. Vi behøver ingen "national strategi" i den forbindelse.

Litteratur:

Claus Holm på Danmarks Radios hjemmeside: http://www.dr.dk/nyheder/regionale/syd/institutleder-efterlyser-samlet-strategi-forskning-skolerne-gaar-glip-af

Eksempler på Holms instrumentelle syn på uddannelse og pædagogik: http://edu.au.dk/fileadmin/edu/Asterisk/82/Asterisk-82-s2.pdf og http://edu.au.dk/aktuelt/nyhed/artikel/vi-skal-genopfinde-arbejdsdelingen-mellem-forskning-og-politik/

Tidligere blog om en lignende debat i Antorinis dage: https://www.folkeskolen.dk/550015/forskningen-viser